Fælles elevråd på alle Frederikshavn Kommunes skoler
7. oktober 2016 - kl. 5:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det er et ønske fra politikerne, at de danske skoleelever bliver hørt og taget med på råd i forhold til både hverdagen i og udviklingen af den danske folkeskole. Derfor oprettes i Frederikshavn Kommune et fælles elevråd med repræsentanter fra alle kommunens skoler med overbygning.
Dette elevråds opgave bliver at forholde sig til og diskutere nye tiltag og aktiviteter i folkeskolen, såvel som selv at komme med idéer til nye tiltag og aktiviteter. Da der er tale om et overordnet elevråd for hele kommunen, er det en enestående mulighed for at eleverne bliver hørt og kan være med til at gøre en forskel. Både i forhold til sin egen dagligdag og for folkeskolens elever generelt. Det betyder samtidig at de temaer og forslag, vi vil diskutere er af mere overordnet og generel karakter, som f.eks. arrangementer på tværs af kommunens skoler, eller udnyttelse af IT-teknologi i undervisningen.
Det er Jakob Munk Sørensen, ansat på Ålbæk skoleafdeling i distrikt nord, der er koordinator for det fælles kommunale elevråd. Det er ham, der kan kontaktes med spørgsmål vedrørende projektet. Kick-Off dagen er i dag, den 7. oktober, hvor alle elevråd på Frederikshavn Kommunes folkeskoler med overbygning skal vælge to repræsentanter, der deltager sammen med elevrådets kontantlærer. De skal mødes med repræsentanter fra Foreningen Danske Skoleelever, der vil fortælle eleverne om arbejdet i et Fælles Elevråd. Herefter bliver selve det Fælles Elevråd nedsat.








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fælles elevråd på alle Frederikshavn Kommunes skoler' til en bekendt