Lions inviterer til underholdning med Johnny Reimar
21. februar 2017 - kl. 6:52 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lions inviterer pensionister/efterlønsmodtagere til underholdning med Johnny Reimar
De to lokaler Lions klubber: Lions Skagen og Lions Skagen- Anna Ancher inviterer til underholdning med Johnny Reimar i
Skagen Kultur -og Fritidscenter tirsdag den 21. marts 2017 kl. 14.30.
I anledning af, at Lions den 7. juni i år fylder 100 år som verdensomspændende humanitær organisation, er de to lokale Lions klubber gået sammen om et arrangement, hvor de for et ganske lille beløb vil invitere Skagens pensionister og efterlønsmodtagere til en hyggelig eftermiddag. Klubberne har bl.a. valgt dette for at gøre gengæld og påskønne de gaver /ydelser og den modtagelse, de altid får, når de henvender sig til private, handelsliv/forretninger samt virksomheder. Derfor byder de på en eftermiddag, hvor Johnny Reimar vil gå rundt blandt bordene og underholde med sine fantastiske og folkelige sange. Der vil forinden blive mulighed for at forsyne sig med boller, lagkage og kaffe, så dette kan nydes under Johnny Reimars optræden. Alt dette fåes for 25 kroner. Efter dette vil der være lidt fællessang og også mulighed for at købe øl eller vand. Normalt, når Lions afvikler arrangementer, handler det om, at klubberne får en indtjening, som de kan donere videre til humanitære formål, både lokalt, men også nationalt og internationalt, men denne gang er Lions de glade givere af en forhåbentlig hyggelig eftermiddag for byens pensionister og efterlønnere.
Rundt om i hele verden vil Lions 100 år blive markeret ved mange forskellige arrangementer gennem hele 2017. I Danmark har Lions Danmark valgt at kreere 3 fakler, som gerne skal nå gennem samtlige Lions klubber i Danmark, Grønland og på Færøerne. Den ene fakkel vil blive modtaget af Lions Skagen-Anna Ancher den 17. marts, og faklen vil den 21. marts stå ved indgangen og dermed markere de to lokale Lions klubbers deltagelse i 100 års jubilæet, og samtidig byde gæster og Johnny Reimar velkommen til Skagen Kultur- og Fritidscenter.
Johnny Reimar har tidligere gæstet Skagen, nemlig på Skagen Bryghus i 2013. Han er en alsidig herre og har gennem sit 73-årige liv nået mangt og meget. Han startede som en del af The Cliffters allerede i 1958, i 1964 sprang han ud som solist, og hans hits er talrige, bl.a. Lille fregnede Louise, Du burde købe dig en Tyrolerhat, Eviva Espania. Hits, som vi alle kan synge med på! Fra sidst i 80’erne turnerede han landet rundt med sit Party-Band, sideløbende med sin succes med Smølferne. Han har været direktør i eget pladeselskab, været forlagsdirektør, ejet TV-produktionsselskab, og i 2000 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Ingen tvivl om, at Johnny kan “levere varen” , og at vi får et genhør med de mange kendte sange. Vi håber på mange fremmødte i Skagen Kultur- og Fritidscenter Tirsdag den 21. marts. Dørene åbnes klokken 13.30 og underholdningen starter klokken 14.30.
Billetter á 25 kr., som er incl. underholdning, boller, lagkage og kaffe kan allerede nu købes hos: Slagter Jensen, Skagavej- MENY, Doggerbanke- Skagen Boghandel, Sct. Laurentiivej og Rosenhaven, Sct. Laurentiivej. Billetter kan købes indtil 10. marts. 2017.








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lions inviterer til underholdning med Johnny Reimar' til en bekendt