
De to hovedroller spilles af Esben Smed og Şiir Tilif, som her ses i en scene fra filmen.
Nyt dansk drama i biografen
21. marts 2017 - kl. 7:54 - af Finn Egelund Pedersen
Skagen Bio har torsdag i næste uge, 30 marts premiere på en nyt dansk drama, Aminas Breve, med Esben Smed og Şiir Tilif i de to hovedroller.
Handlingen begynder da Janus netop er blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling. Han har én klar mission.
Han skal finde gymnasieveninden Amina – koste hvad det vil.
Amina har ved hjælp af sine mange breve givet Janus trøst og tro på fremtiden, mens han var indlagt. Men pludselig stoppede de livsvigtige breve med at komme.
Janus er overbevist om, at der er sket noget alvorligt med hende og begynder at samle puslespillets mange brikker.
Jagten på sandheden fører Janus ud på en farlig detektivfærd i storbyens dunkle gader, og alle han kommer i kontakt med, der kender Amina, synes at skjule noget.
Filmen er instrueret af Jacob Bitsch, som tidligere har instrueret komediedramaet Camping.
Om filmen siger han blandt andet:
– Vold og vanvid sætter dagsordenen i verden for tiden, med alt hvad det medfører af angst, paranoia og mistro til vore medmennesker. I et sådan klima kan ensomheden blive så enorm, at selv et lille håndskrevet brev kan gøre livet værd at leve. Det at række ud efter et andet menneske, om det så blot er i brevform, giver håb. For Janus er Aminas breve det lys, den flig af håb, han klamrer sig til for at finde vej ud af mørket.
– Janus er rastløs, ukuelig, utilpasset, men også barnligt uskyldig. Jeg forsøger at komme ind under huden på ham og vise verden set fra hans perspektiv. Jeg vil gerne formidle oplevelsen af, hvordan det føles ikke at kunne stole på sine sanser, hvordan det føles når man hele tiden må kæmpe for at holde sammen på sit verdensbillede og hvordan det føles når angsten og ensomheden fortærer én.
– Jeg håber filmen fortæller en medrivende historie om psykisk sygdom, ensomhed og besættelse, udtrykt i Janus’ kamikazeagtige færd gennem København.
Filmen er baseret på Jonas T. Bengtssons roman af samme navn. Bengtsson er også forfatter til romanen Submarino, som er filmatiseret af Thomas Vinterberg.










Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nyt dansk drama i biografen' til en bekendt