
Noget om tre rejselystne digtere
26. august 2018 - kl. 9:38 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Rejselysten var tidligt stor hos de tre nordiske digtere, Holger Drachmann, H. C. Andersen og Evert Taube. Drachmann og Taube var allerede ude i verden som teenagere, mens Andersen som ung holdt sig til at rejse fra Odense til København, men udvidede senere rejserne til ikke kun at omfatte Danmark, men hele Europa med en afstikker til Konstantinopel..
På onsdag den 29. august vil Drachmann-Kvartetten tage sit publikum med de tre digtere på rejser, som vil bringe dem rundt i verden. Drachmann rejste rundt i Europa med en enkelt tur til Nordamerika, og Taube holdt sig ikke kun til Europa, men kom både til Australien og Sydamerika.
Det er dette, der har inspireret Drachmann-Kvartetten, Anne-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard, samt Birgit og Poul Bernth, til denne aften, som har fået titlen ”Vidt har jeg flakket i verden”. Sammen og hver for sig vil de på en hyggelig og afslappet måde ved hjælp af de tre digteres arbejder føre publikum rundt i digternes univers. Men det er ikke kun de fire, der medvirker. Publikum får også mulighed for at være aktive ved at synge med på de i programmet indlagte fællessange
Da der var næsten udsolgt til den første aften, vil det være en god idé at gå ind på husets hjemmeside www. Drachmannshus.dk og der finde frem til den aften, man vil deltage i. Her kan man så købe sin billet. I dagene op til den enkelte aften vil der være mulighed for at købe billet i Drachmanns, Michael og Anna Anchers hus og på Skagens Museum.
Torsdag klokken 11.15 er der causeri i haven. Her vil Poul Bernth fortælle ”Mere om Drachmann og Skagen”, og næste tirsdag fortæller Birgit Bernth om ”Drachmann og damerne”. Det koster 20 kr. + billet til Drachmanns Hus at overvære causerierne. Her er det ikke nødvendigt at forudbestille.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Noget om tre rejselystne digtere' til en bekendt