
Kommunen med i klage over udligningsbeløb
27. september 2018 - kl. 11:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune ønsker at bidrage til udarbejdelsen af det juridiske notat.
Sådan lød den beslutning, som Økonomiudvalget har truffet på udvalgets seneste møde.
Sagen udspringer i, at der fra og med 2019 er der sket en korrektion af Indenrigsministeriets beregningsgrundlag for udligningsbeløbet vedrørende udlændinges uddannelsesniveau. Der er imidlertid ikke sket nogen bagudrettet korrektion af forholdet.
En række kommuner har afholdt et møde, hvor repræsentanter fra Advokatfirma HjulmandKaptain orienterede om deres syn på sagens juridiske kerne. I forlængelse heraf blev det drøftet, om der kunne findes opbakning til at få udarbejdet et juridisk notat, som belyser problemstillingen og kan tjene som beslutningsgrundlag, så de enkelte interesserede kommuner på et oplyst grundlag kan træffe beslutning om deltagelse i et eventuelt sagsanlæg mod ministeriet.
Med det antal kommuner, som forventes at indgå i finansieringen, vil udgiften til udarbejdelse af det juridiske notat skønsmæssigt udgøre 30.000 kr. pr. deltagende kommune.
Med Økonomiudvalgets beslutning vælger Frederikshavn Kommune at gå med i den kreds af kommuner, som ønsker et notat udarbejdet.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunen med i klage over udligningsbeløb' til en bekendt