Hver tredje læser mails eller beskeder bag rattet

Hver tredje læser mails eller beskeder bag rattet

8. januar 2019 - kl. 6:05 - af

Når bilister kigger på mobilen, fjerner de fokus fra vejen, og det er opskriften på ulykker og farlige situationer. Ny kampagne vil gøre det upopulært at tjekke mobilen, når man kører bil, og kampagnen giver konkrete anvisninger til, hvordan man kan gøre.

Alt for mange danskere bliver fristet til at læse eller skrive beskeder på mobilen, vel at mærke mens de kører bil. Det er et tegn på, at mange har svært ved at lægge mobilen, selv i situationer, hvor de burde koncentrere sig om noget andet.

I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, svarer 36 procent af de 1.509 adspurgte bilister, at de læser beskeder eller mails på mobilen, selvom de kører bil. Det gør de på trods af, at flere end 9 ud af 10 i samme undersøgelse svarer, at de synes, det er farligt, når andre bilister bruger håndholdt mobil, mens de kører bil.

– Det er jo bemærkelsesværdigt, at bilisterne godt kan se, at det er farligt at bruge mobilen bag rattet, når det er andre, der gør det, men at de alligevel selv kigger på den en gang imellem. I den nye kampagnefilm arbejder vi med at gøre det til en bevidst handling at lægge mobilen fra sig under kørslen, så folk beslutter at slukke mobilen eller lægge den væk, når de skal køre, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Derfor har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension netop lanceret en ny kampagne, som hedder “Læg mobilen, så er du lægger.” Kampagnen arbejder med ordspillet om at være “lækker,” og at man “lægger” noget fra sig.

Samtidig bygger kampagnen på en viden om, at danskerne har den rigtige holdning i forhold til ikke at bruge mobilen bag rattet, men at mange gør det alligevel. Med andre ord skal der nu handling bag holdningerne, og den nye kampagne giver bilisterne konkrete måder til at lægge telefonen, når de kører.

Se den nye kampagnevideo

Tager fotos, mens de kører bil
Når man spørger danskerne om, hvad de laver bag rattet, er resultatet ikke altid opløftende læsning. I undersøgelsen om danskernes vaner bag rattet, er der mange eksempler på risikabel brug af mobilen, der let kan skabe ulykker eller farlige situationer.

For eksempel svarer 63 procent, at de betjener GPS, mens de kører, 27 procent svarer, at de skriver beskeder, og 17 procent siger, at de tager fotos, mens de kører bil. Og selvom en del af de adspurgte kun gør de farlige ting sjældent, er det fortsat et problem, for det er umuligt at vide, hvornår der opstår en kritisk situation, som kræver ens opmærksomhed.

– Man kan godt blive forbavset over, hvad folk kan finde på at lave, mens de kører bil, for der kan næppe være tvivl om, at mobilen ofte tager opmærksomheden fra kørslen. Vi oplever, at der kommer et stigende antal skader på biler, som er svære at forklare med andet end uopmærksomme bilister. Derfor er vi en del af kampagnen for at få danskerne til at lægge mobilen fra sig bag rattet, siger Nicolai Schacke, pressekonsulent i brancheforeningen Forsikring & Pension.

Fakta om den nye kampagne “Læg mobilen, så er du lægger”:
Kampagnen behandler problemstillingen med mange moderne menneskers storforbrug af deres smartphone med et glimt i øjet, som gerne skulle få trafikanterne til at reflektere over deres egen brug af mobiltelefonen i trafikken.

Kampagnefilmen bruger et ordspil mellem at være “lækker,” og at man “lægger” noget fra sig. Hvis man lægger mobiltelefonen, mens man kører bil, bliver man altså ‘lægger.’

Målet med kampagnen er, at brug af mobiltelefonen i trafikken bliver uacceptabelt på samme måde, som spritkørsel i dag er blevet det. Det kræver, at der kommer en adfærdsændring blandt de danske bilister, så man griber i egen barm og lader mobiltelefonen være slukket eller gemt væk, når man sætter sig bag rattet.

Fakta om uopmærksomhed i trafikken:
Uopmærksomhed i trafikken er årsag til en stadig større del af ulykkerne. Det er derfor et afgørende sted at sætte ind, hvis færre skal miste livet eller komme til skade i trafikken.

Faktisk er konklusionen i Den Udvidede Dødsulykkestatistik for året 2017, som Vejdirektoratet offentliggjorde i december 2018, at uopmærksomhed og manglende orientering var involveret i 61 procent af dødsulykkerne.

Fakta om undersøgelsen “Det laver danskerne bag rattet”:
I spørgeskemaundersøgelsen, som Epinion har foretaget for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, blev 1.509 danskere blandt andet spurgt om, hvad de laver bag rattet, mens de kører bil.

Spørgsmålet lød: “Hvor ofte gør du følgende, når du kører bil med minimum 40 km/t (dvs. ikke holder stille)?

Læser sms’er, mail, beskeder m.v.:

  • Meget ofte: 5 procent
  • Ofte: 11 procent
  • Sjældent: 20 procent
  • Aldrig: 61 procent

Ved ikke/ikke relevant: 3 procent

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Hver tredje læser mails eller beskeder bag rattet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2019 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER