Politisk evaluering af åbningstider i jobbutik i Skagen
11. april 2019 - kl. 6:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Arbejdsmarkedsudvalget inden for Frederikshavn Kommune besluttede på møde i juni 2018, at jobbutikken i Skagen som følge af et stærkt faldende behov for bemanding i en prøveperiode på 6 måneder skulle holdes åbent i 2 dage om ugen for at afklare, om det er en bæredygtig fremtidig løsning.
Jobbutikkens åbningstider er 8 timer om ugen fordelt på tirsdage kl. 10-14 og torsdage kl. 12-16. De øvrige dage har ydelsesafdelingen varetaget eventuelle henvendelser. Der er i perioden fra september til november lavet en evaluering, hvor der er foretaget en registrering af personlige henvendelser i jobbutikken.
Henvendelserne vedrører primært til- eller afmelding, CV, selvbooking og joblog. Omkring halvdelen af henvendelserne kan varetages i den lediges a-kasse eller på jobnet. Derudover er der registreret gentagne henvendelser fra samme 2-3 borgere. Medarbejderen har i perioden haft tid til at varetage andre administrative opgaver.
Det er den kommunale administrations vurdering, at opgaven fremover kan håndteres ved, at ydelsesafdelingen varetager samtlige henvendelser fra borgere suppleret med, at der anskaffes en borger-PC, hvor borgerne kan få hjælp, printe cv mm.
Den organisatoriske flytning af ydelsesopgaven fra Center for Bibliotek og Borgerservice til Center for Arbejdsmarked er effektueret fra den 1. april 2019. Dermed samles de opgaver, der set fra et borgerperspektiv hænger tæt sammen.
Arbejdsmarkedsudvalget har sagen til fornyet behandling på møde i dag den 11. april. Forud for mødet indstiller børne-, ungdoms- og arbejdsmarkedsdirektøren, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at jobbutikken fortsætter med den nuværende åbningstid.
Tekst: Per Rye








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politisk evaluering af åbningstider i jobbutik i Skagen' til en bekendt