Kommunen forbereder en ny ledelsesstruktur

Kommunen forbereder en ny ledelsesstruktur

20. maj 2019 - kl. 9:48 - af

Med en kommende ny ledelsesstruktur i administrationen for Frederikshavn Kommune øges antallet af direktører fra 4 til 5, og der kommer desuden ny kommunaldirektør og ny økonomidirektør.

Økonomiudvalget har på dets seneste møde besluttet at tiltræde en indstilling om en ny struktur for direktørerne i den fremtidige kommunale ledelse.

Af beslutningsreferatet fremgår det, at indstillingen ”tiltrædes principielt med effektuering pr. 1. januar 2021”.

Økonomiudvalget understreger, at direktionens plan for overgangen og generationsskiftet giver mulighed for, at man i forbindelse med ansættelse af ny økonomidirektør evaluerer direktionens størrelse og opgavefordeling.

Samtidig blev det besluttet, at Økonomiudvalget finder, at 10. klassecentret bør placeres i Center for Skole.

Økonomiudvalget godkendte tilbage i september 2018 kommissoriet for arbejdet med den overordnede ledelsesstruktur.

Siden da har direktionen arbejdet med opgaven, og de forskellige dele af arbejdet blev forleden forelagt til orientering og beslutning for Økonomiudvalget. Arbejdet fortsætter i de kommende måneder og følger tidsplanen. Det forventes afsluttet i løbet af sommeren med behandling i Økonomiudvalget i september 2019.

Stærke tværgående samarbejder
Direktionen har analyseret den nuværende ledelsesstruktur og undersøgt, hvordan den fungerer under de nuværende vilkår.

Direktionen konkluderer, at den kommunale organisation har bevæget sig langt i den retning, der var hensigten med organiseringen. Der er stærke, tværgående samarbejder, og der er et helhedsorienteret blik på de kommunale udfordringer og opgaveløsningen.

Direktionen konstaterer også, at ingen organiseringsform eller ledelsesstruktur kan sikre fuldstændig indfrielse af hensigten. Det vil altid være en bevægelse og en vedvarende opgave at stræbe efter at indfri hensigterne.

Direktionen har dernæst taget hul på udviklingen af den fremtidige ledelsesstruktur. Man har arbejdet med direktions- og centerstrukturen og med principperne for ledelsesstrukturen. Det foreslås, at direktionen udvides fra nu 4 til 5 direktører, og at den nye, femte direktør ansættes pr. 1.1.2020.

Udgiften til udvidelsen af direktionen afholdes inden for den eksisterende ramme for budget 2020.

Opgaven bestemmer strukturen
Hensigten med den nye struktur er bl.a., at er, at enhver leder skal have øje for, at kommunen understøtter fællesskabet i lokalsamfundet, at opgaven bestemmer strukturen, samt at borgere og kommunalpolitikere oplever imødekommenhed i samarbejdet med den kommunale organisation.

Principperne for den fremtidige ledelsesstruktur bygger videre på tankerne bag den hidtidige administrative organisation, som blev udviklet og dannet omkring 2010.

Særlig opmærksomhed på to felter
Den fremtidige ledelsesstruktur skal understøtte, at den kommunale organisation fortsat kan arbejde med særlig opmærksomhed på to felter.

Det ene felt er en faglig specialisering og optimering af driften af de kommunale kerneopgaver. Det skal kombineres med det andet opmærksomhedsfelt – at se sig selv som en del af lokalsamfundet og at tilrettelægge sin indsats, så den bidrager til lokalsamfundets vækst og udvikling.

Af bilagene fremgår det, at de nye ændringer også vil medføre, at den nuværende kommunaldirektør Mikael Jentsch og den nuværende økonomidirektør John Kristensen stopper, og nye skal ansættes i disse stillinger i løbet af 2012-22.

Direktionen nu og fremover
Direktionen består i dag af

  • kommunaldirektør Mikael Jentsch, hvis kontrakt udløber 31.8.2021, hvorefter Mikael Jentsch fratræder
  • økonomidirektør John Kristensen, hvis fratrædelsestidspunkt endnu ikke kendes.
  • social-, sundheds- og kulturdirektør Rikke Albrektsen
  • børne-, ungdoms- og arbejdsmarkedsdirektør Carsten Sand Nielsen

En ny femte direktør skal stå i spidsen for Plan- og Miljøudvalget, Teknisk udvalg og Kultur- og Fritidsudvalget samt Centre for Park og Vej, Teknik og Miljø, Kultur og Borgerservice, Afdelingen vedr. fritid samt Ejendomscenteret.

Den nye kommunaldirektør skal varetage Økonomiudvalget inden for udvikling og erhverv. Den nye økonomidirektør skal tage sig af Økonomiudvalget med Center for Økonomi og Personale.

Rikke Albrektsen får ansvar for Socialudvalget og Sundhedsudvalget samt Centre for Social og Sundhed, Handicap og Psykiatri, Ældre og Pleje samt Ledelsessekretariatet.

Carsten Sand Nielsen vil få til optage at varetage opgaver inden for Børne- og Ungdomsudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget samt Centre for Familie, Dagtilbud, Skoler, Arbejdsmarked samt Center for IT, Digitalisering og Velfærdsteknologi.

Link hvor der kan læses udførligt på siderne 23-25 samt 196-205 om den ny ledelsesstruktur i den kommunale administration:
https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=%C3%98konomiudvalget%202018-2021&date=15-05-2019%2015.30%20-%2019.30&fileName=Referat%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Kommunen forbereder en ny ledelsesstruktur' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger