Formand for Arbejdsmarkedsudvalget John Karlsson (S).
Merforbrug forventes at ramme 19 mio. kr. i Arbejdsmarkedsudvalget
15. juni 2019 - kl. 8:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Budgetopfølgningen viste pr. 30. april 2019 et merforbrug i Arbejdsmarkedsudvalget på 32 mio. kr. Et så markant merforbrug, som skal nedbringes inden for eget centerområde, vil desværre ikke kunne realiseres uden konsekvenser, og Arbejdsmarkedsudvalget mødtes i går for at drøfte muligheder her.
Udvalget er nået frem til enighed om en række indsatser, som forventes at kunne nedbringe merforbruget til 19 mio. kr. Blandt andet forventer man at nedlægge stillinger for op til ti mio. kr. og iværksætte en effektiviserende omstrukturering. Udvalget besluttede desuden på mødet at følge budgetudviklingen på området tæt med henblik på at minimere merforbruget yderligere.
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget John Karlsson (S) afviser, at indsatsen for at nedbringe merforbruget vil gå ud over den borgerrettede service i Frederikshavn Kommune.
– Der bliver ikke tale om serviceforringelser over for borgerne. Der vil blive tale om en intern omstrukturering og et arbejde med at løse de enkelte opgaver i den nuværende situation. Nogle tiltag har potentiale til at styrke vores indsats, siger han.
Årsagen til merforbruget
Der er flere årsager til merforbruget. Det kan nævnes, at staten årligt giver en melding til kommunerne om, hvor store udgifter hver enkelt kommune kan forvente på overførselsområdet. Det er altså statens økonomiske ramme, som vi tager udgangspunkt i lokalt i Frederikshavn Kommune. Udgifterne har p.t. vist sig at være markant større, end det Staten har estimeret med. Det er en del af forklaringen bag den aktuelle overskridelse. Det lokale arbejdsmarked har ikke udviklet sig i samme takt som arbejdsmarkedet på landsplan. Det er ikke gået hurtigt nok med at skabe nye jobmuligheder. Vi står over for den udfordring, at vi i Frederikshavn Kommune skal have skabt en række nye job til borgere, hvoraf nogle p.t. er udfordret fysisk og psykisk og står uden for arbejdsmarkedet. Det er en fælles opgave, som skal løses af Frederikshavn Kommune og kommunens erhvervsliv.
– Det er ikke en nem opgave, vi har foran os. Men det er en opgave vi må og skal håndtere. Og det arbejde er vi gået i gang med, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget John Karlsson (S)
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Merforbrug forventes at ramme 19 mio. kr. i Arbejdsmarkedsudvalget' til en bekendt