Læs Lisette Vind Ebbesens båltale her

25. juni 2019 - kl. 10:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Årets Sankt Hans fest i Gl. Skagen, var, p.g.a. renoveringen af Solnedgangspladsen, flyttet længere hen af stranden til Havbakken. Det viste sig at være et fint sted, med stort niveauforskel, så alle kunne se det flotte bål.

Årets båltaler var Skagen Kunstmuseers direktør, Lisette Vind Ebbesen, og herunder kan du læse hele hendes tale:

Om at mødes. Og skabe møder med kvalitet.

Godaften alle sammen.

Tak for invitationen fra Grundejerforeningen her i Gl. Skagen. Og tak til naturen, for at vise sig fra en uovertruffen smuk side. Det er bestemt ikke hvert år, at man kan opleve så skøn en midsommeraften. Der er jo nærmest vindstille.

Da jeg flyttede til Skagen for 13 år siden, opdagede jeg ret hurtigt, at der her i Gl. Skagen er et helt særligt aften-ritual:
Man MØDES derovre, på Solnedgangspladsen. Man kan komme alene eller i flok.
Alt efter vejret pakker man sig ind i tæpper eller nyder en is.
Og så klapper man, når solen går ned.

Og klapsalven skal justeres i styrke, alt efter hvor tilfreds man ligesom er med synet.

Jeg må indrømme, at jeg tænkte: ’Jøsses. Hvem gider at stå og klappe, når og fordi solen går ned? Det gør den jo hver dag’.

Besynderligt ritual, tænkte jeg – og det tror jeg faktisk også, at mange andre før og efter mig har tænkt. I hvert fald hørte jeg hurtigt om Poul Henningsen, der jævnligt var sommergæst i Skagen, og som ved lyden af applausen engang har udbrudt: ’Nå. Så gik lortet ned igen’.
Det var lidt sådan jeg havde det.

Dengang, for 13 år siden, var jeg grøn og ny i mit job på Skagens Museum og var i fuld gang med at grave mig dybt ned i alt omkring skagensmalerne og den kunstnerkoloni, som satte et stort aftryk på Skagen for godt 100 år siden.

Siden har Skagen og skagensmalerne sat et stort aftryk på mig, og givet mig et hav af fantastiske oplevelser. Jeg har været med i en helt utrolig spændende udvikling omkring museet, som blandt andet er fusioneret med to af byens helt unikke kunstnerhjem, Anchers Hus og Drachmanns Hus og som også er blevet renoveret og udvidet, sideløbende med at vi har formet og vist en lang række fine udstillinger.

Det er en arbejdsplads med en stor flok dygtige, engagerede og dejlige mennesker, og jeg nyder at have et arbejde hvor vækst, profit og økonomisk overskud IKKE er målet, men hvor vi arbejder med værdier som æstetik, læring, kunstnerisk kvalitet og oplevelser – og så påtager vi os selvfølgelig ansvaret for at passe på en samling af fuldstændig uerstattelig kulturarv, hvilket er kernen i alt hvad vi arbejder med.

Men det er ikke kun skagensmalerne og kunsten som har betydning for mig her i Skagen.

Jeg nyder også at bo i Skagen.
Hele året.
Hver dag.
I hverdagen.

For mig er Skagen ikke bare et sted, hvor man mødes om sommeren – det er det også, men det er primært et sted, der er værd at leve.
Det er et skønt sted at se ens børn vokse op – Alba er 5 år og Sigurd er 7 år.

Det er dejligt at man jævnligt møder borgmesteren – hun kunne desværre ikke være her i aften, hun holder båltale i den anden ende af byen, men jeg skulle hilse fra hende.

Det er dejligt at der er masser af lokale mennesker som tager initiativer til ting i byen, hvad end det er de frivillige der sørger for at man kan gå til fodbold og svømning eller dem som åbner en ny restaurant eller en cocktail-bar.

Det er dejligt at bo i en by, hvor man lynhurtigt kan få leveret en palle knust is fra havnen, som kan køle vin til festen ned.

Og jeg kan godt lide at man møder ens børns pædagoger på cykel på vej hjem fra arbejde – og i det hele taget at man kan nå rundt til alt på en cykel, ikke mindst den fantastiske natur, som vi er omringet af.

Disse værdier – naturen og de nære sociale relationer – var også de værdier, som skagensmalerne i sin tid værdsatte, og den forbindelse mærker man tydeligt, når man arbejder med kunstnerkolonien fra dengang.

Forleden dag var der en mand som sagde til mig:
”Kan I virkelig blive ved med at finde på nye ting omkring de der gamle og for længst afdøde skagensmalere?”

Jeg svarede ham med stor begejstring:
”Ja, det kan vi. Sagtens!”.

For dels var de en flok af datidens mest produktive og ypperste kunstnere. Dels har de efterladt os alle en arv, som vi nok aldrig kommer helt til bunds i og som bliver ved med at overraske. Og dels var de en flok mennesker som ganske vist var meget forskellige, men som havde stærke værdier og holdninger til livet – og til Skagen.

De havde noget på hjerte. Noget de brændte og kæmpede for.
Og noget vi kan bruge til noget i dag.

Noget af det, de har lært mig, er værdien af at MØDES med andre mennesker.
Vi skal huske at mødes med hinanden.
Mødes med dem vi kender og holder af, men også med dem vi ikke kender endnu.
Selvom kunstnerne – også dengang – rejste rundt i verden, havde travlt med jobs og familier, så prioriterede de at mødes. At mødes og skabe fællesskaber og rammer for diskussioner og snakke, som var med til at udvikle dem. Jeg er overbevist om, at en af grundende til den nyskabelse og det høje niveau de arbejdede på og det de var med til at skabe, blandt andet skyldes deres høje prioritering af at MØDES med andre mennesker.

Og Skagen var et højt elsket og foretrukkent mødested. De mødtes på Brøndums, omkring bordet, i de små private hjem, på strandene, under jagten på heden – lige herude, omkring kunsten, osv.

Og når de mødtes, så udvekslede de erfaringer, diskuterede, spiste, drak, sang, kyssede, malede hinanden og malede sammen.
Skagensmalerne var virkelig gode til at mødes, og det er noget af det, som jeg synes er enormt vigtigt for os alle sammen i dag.

Nu tænker nogen måske: Jamen, vi mødes jo som aldrig før. Vi stresser nærmest over alle de ting vi skal nå. Ja, vi er nærmest ved at møde os selv ihjel.
Men så må vi hver især og sammen blive bedre til at skabe og dyrke de værdifulde møder, og samtidig vælge de dårlige og indholdstomme møder fra.
Hvad end det er på arbejdspladsen eller i privatlivet.

For nylig var der arbejdsdag i min datters børnehave. Alle børnenes forældre og bedsteforældre var inviterede og vi brugte nogle timer sammen på at male stakit, bygge instrumenter af genbrugsting og plante de blomster som hvert barn var blevet bedt om at medbringe og som de hen over sommeren skal passe og pleje.

Det var for mig et meningsfuldt møde. Et møde, med kvalitet. Vi var sammen om noget, vi skabte noget og vi lærte hinanden og hinandens børn bedre at kende. Og vi var med til at give børnehaven en federe legeplads. Det var noget, som betød noget.

Og de fleste af de blomster, som børnene nu går og vander, har det faktisk ret godt.
Jeg holder også meget af det vigtige møde vi i min lille familie har omkring aftensmaden. Vi nyder at spise sammen.

Vi roser altid kokken for det han har kreeret i køkkenet og vi får talt om og ofte grinet af de ting som vi hver især har oplevet i løbet af dagen. Vi hører om hinandens gøremål og strabadser, støtter hinanden, lærer noget nyt.

Det lyder måske meget banalt og næsten for idyllisk, men det er et lille vigtigt møde med værdi for mig.

Jeg værner også om, at vi mødes til de mere ritualiserede anledninger, som fødselsdage og studenterfester, bryllupper og så videre. At vi fejrer hinanden og viser vores kærlighed og beundring til hinanden.

Og jeg kunne blive ved – vi mødes i fodboldklubben, i vinklubben, på skolerne, på lærepladser og i uddannelsesinstitutioner. I foreninger, om politik, om alt det vi interesserer os for.

På skagensmalernes tid mødtes man også i alle disse forskellige sammenhænge:
Datidens vigtige forskere og professorer mødtes i Videnskabernes Selskab hvor man diskuterede de seneste store gennembrud indenfor biologi og matematik.
Og finansverdens mest magtfulde mænd mødtes på Børsen med høj hat og kjole og sort, og fik styr på sukkerfabrikkerne, bryggerierne, rederierne og spritfabrikkerne.
Skulle nogen være i tvivl om hvilke møder jeg her refererer til, så er vi SÅ heldige, at P.S. Krøyer blev bestilt til at forevige disse møder i et par gigantiske malerier, som lige nu kan ses på Skagens Museum.

Så altså: Det er i mødet med andre mennesker at vi giver livet liv, at vi skaber noget, at vi elsker nogen, at vi bliver klogere og lærer af hinanden.

Her i Gl. Skagen er der et særligt aften-ritual.
Man MØDES derovre, på Solnedgangspladsen. Man kan komme alene eller i flok.
Alt efter vejret pakker man sig ind i tæpper eller nyder en is.
Og så klapper man, når solen går ned.

Efter 13 år i Skagen og nu hvor jeg har tænkt nærmere over det, så synes jeg faktisk ikke, at det er så tosset en idé. Jeg tror lige præcis at det kan være en anledning til gode møder mellem mennesker i de smukkeste rammer – altså alt efter hvor flot solnedgangen er, naturligvis.

Faktisk har jeg tænkt på, om ikke vi skulle få lavet en Solopgangsplads på Kattegatsiden, så kunne vi mødes til morgenbadning og klappe solen op. Bare en løs idé…
Jeg glæder mig til at se det færdige projekt, når Solskiven er færdig. Og jeg vil glæde mig til at stå her om nogle uger og klappe solen ned, sige tak for en dejlig dag sammen med nogen som jeg holder af.

Denne her plet på jorden, Gl. Skagen, er uden tvivl et sted der tæller, men i min og i skagensmalernes bog tæller det også, at værne om at mødes og ikke mindst: at skabe værdifulde møder i smukke rammer.

Når solen går ned kl. 22.23 her i aften, så håber jeg at det bliver et uforglemmeligt syn og at I alle vil klappe så højt I kan og at I før, under og efter får en rigtig dejlig midsommeraften i godt selskab.

Tak for ordet, hav en dejlig Sankt Hans aften og hav en fortsat skøn sommer med masser af gode og givende og levende møder!