
”Oceans of Hope” ved kaj i Skagen. Fra venstre ses: Karsten Bøgh, bestyrelsesformand i Trigon Fonden, overlæge og skipper Mikkel Anthonisen, borgmester Birgit S. Hansen, direktør i Trigon Karl Erik Slynge og administrationschef i Scleroseforeningen Michael Brandt.
Sejlende forskning i sklerose tager afsæt i Skagen
1. august 2019 - kl. 10:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Trigon Fonden er hovedsponsor for forskningsprojekt og skænker samtidig feriehus til sklerosepatienter.
Sejlbåden ”Oceans of Hope”, der i 2014-2015 sejlede jorden rundt med en besætning bestående af sklerosepatienter, er lige nu i Skagen som afsæt for en sejlads til Skotland ligeledes med sklerosepatienter, men denne gang er der også skleroseforskere med, som på videnskabelig basis vil søge at klarlægge, hvad det er, der får sklerosepatienter til at blomstre op både fysisk, mentalt og psykisk, når de indgår i en aktiv besætning ombord i en sejlbåd.
Det er et sponsorat fra Trigon Fonden, Frederikshavn, der har gjort dette forskningstogt muligt, og forud for sejladsen over Nordsøen blev der holdt pressemøde på skibet i Skagen Havn. Det vil sige, regnvejret gjorde at arrangementet flyttet inden for i den gamle auktionshal.
Her fortalte skipper og overlæge Mikkel Anthonisen, at Skagen har en særlig betydning for folkene bag ”Oceans of Hope”, for det var her, man ankom med skibet, da det blev sejlet hjem fra Bilbao, hvor det tidligere var hjemmehørende. Og i det hele taget er Skagen jo der, hvor verden begynder, og det passer perfekt til projektets motto: Ud i verden – ind i livet.
Samtidig med sponsoratet af sommertogtet har Trigon Fonden skænket en feriebolig i Lille Skagen til Scleroseforeningen, og det blev ved samme lejlighed officielt overdraget til foreningen. Fondens formand Karsten Bøgh talte om fondens engagement i bl.a. sklerose- og kræftforskning og håbede at Scleroseforeningens medlemmer ville få glæde af huset.
Scleroseforeningens administrationschef Michael Brandt takkede for den overdådige gave og fortalte om den forunderlige telefonopringning, han modtog for et år siden. Det var Erik Bøgh, der ville høre, om foreningen kunne tænke sig at få et hus i Skagen – enten til deling med Kræftens Bekæmpelse eller et hver. Og om de gerne ville have anneks og orangeri med. Det var en let beslutning at tage, nu står huset her, og de første sklerosepatienter og deres familier har allerede nydt en uges ferie i Skagen.
Borgmester Birgit S. Hansen deltog også i arrangementer og roste det fantastiske initiativ fra både Scleroseforeningen og Trigon Fonden. Som borgmester møder hun meget negativitet – besparelser, nedskæringer og klager – men her er der nogle mennesker og virksomheder, der vil andre mennesker det godt. Det gør borgmesteren stolt at have virksomheder i sin kommune, der både kan tjene penge og hjælpe andre.
Direktør Karl Erik Slynge, Trigon, der var arrangementets vært, sagde, at Skagen er den bedste by i Danmark, og det skal Scleroseforeningens medlemmer have lov at opleve.
Efter pressemødet kørte alle gæster til Lille Skagen, hvor der var besøg i Scleroseforeningens hus.
Når ”Ocenas of Hope” afsejler fra Skagen til Aberdeen i Skotland, vil besætningen bestå af skipper, to matroser, to skleroseforskere og seks sklerosepatienter.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sejlende forskning i sklerose tager afsæt i Skagen' til en bekendt