Planerne for nye bolig- og erhvervsområder er godt på vej

Planerne for nye bolig- og erhvervsområder er godt på vej

27. august 2019 - kl. 7:35 - af

Der er efterspørgsel efter nye bolig- og erhvervsområder i Frederikshavn Kommune. Plan- og Miljøudvalget har derfor netop taget stilling til, hvor der skal arbejdes videre med en planlægning for fremtidens erhvervs- og boligområder

Frederikshavn Kommune er optaget af at kunne opfylde de ønsker om attraktive erhvervs- og boliggrunde, som løbende kommer fra erhvervsliv og investorer. Plan- og Miljøudvalget har derfor truffet beslutning om, hvor der skal arbejdes videre med en planlægning for fremtidens erhvervs- og boligområder.

De nye områder er fundet med baggrund i 36 høringssvar fra investorer, interesseorganisationer og borgere. Tidligere har erhvervsforeningerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby, Erhvervshus Nord, Strandby Erhvervsnetværk og flere ejendomsmæglere givet deres forslag til nye områder.

– Når vi skal udvælge nye områder, skal vi hele tiden afveje balancen mellem at udnytte de enkelte byers særlige potentiale – for eksempel god adgang til infrastrukturen – og samtidig tage hensyn til lokale og naturmæssige forhold, som det eksempelvis er sket i Skagen og Strandby. Det har været udfordrende, men vi har fundet både attraktive bolig- og erhvervsområder, fordi der er kommet gode input i processen, siger Mette Hardam, formand for Plan- og Miljøudvalget, Frederikshavn Kommune.

Plan- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 13. august 2019, at der skal arbejdes videre med nye bolig- og erhvervsområder i Skagen og Frederikshavn, mens der i Sæby og Strandby er fokus på at finde plads til nye erhvervsområder, idet der i forvejen er velbeliggende, men uudnyttede boligområder her.

Derudover har udvalget besluttet, at der arbejdes videre med indkomne ønsker til nye, mindre bolig- og erhvervsområder i nogle af de mindre byer i kommunen.

Hvad sker der nu?
På baggrund af udvalgets beslutninger udarbejdes et forslag til kommuneplantillæg, der fastlægger den konkrete afgrænsning af de nye bolig- og erhvervsområder.

Forslaget til kommuneplantillæg bliver efter en politisk behandling udsendt i endnu en offentlig høring. Efter den offentlige høring vurderes de indkomne bemærkninger, og sagen fremlægges til endelig politisk vedtagelse.

Plan- og Miljøudvalgets behandling af sagen kan ses på Frederikshavn Kommunes hjemmeside via dette link

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Planerne for nye bolig- og erhvervsområder er godt på vej' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger