Illustrationsfoto.
Ønsker at nedrive bevaringsværdige bygninger ved Skiveren
26. oktober 2019 - kl. 8:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune har modtaget ansøgning om tilladelse til nedrivning af 3 bygninger på ejendommen Skiverenvej 72, Råbjerg ved Aalbæk.
To af bygningerne er i Frederikshavn Kommunes SAVE-registrering vurderet med en bevaringsmæssig værdi på 4, mens den tredje bygning er vurderet med en bevaringsmæssig værdi på 6.
Bygningerne, der er opført som henholdsvis stuehus og udbygninger, ønskes nedrevet for at der kan opføres en ny bolig.
I ansøgningen anføres det, at de nuværende boliger ikke er beboelige. Der har ikke været beboelse de seneste 15-20 år og heller ingen vedligeholdelse.
Stuehuset er oprindelig opført år 1900 som hvidkalket murstenshus. Senere er der lagt stråtag, som er utæt. Regnvand løber ind i huset, og det har medført omfattende skader og skimmelsvamp. Huset er opført uden en egentlig sokkel i frostfri dybde. Der er ikke isolering under gulv, som ligger direkte på sand. Stuehuset står ikke til at redde og kan heller ikke renoveres. Store dele af udhuset er ved at falde ned, og ydermurene har store revner.
Efter Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer § 18 må en bevaringsværdig bygning ikke nedrives, før anmeldelsen har været offentligt bekendtgjort, og offentligheden har haft mulighed for at gøre indsigelse mod nedrivningen. Eventuelle indsigelser mod nedrivningen skal fremsendes skriftligt, så de er kommunen i hænde senest den 19. november.
Den nuværende ejer påtænker huset til sin datter, som vil tage helårsbeboelse på ejendommen.
Link til ansøgning om nedrivning:
https://frederikshavn.dk/media/11794/ansoegning.pdf
Link til kortbilag:
https://frederikshavn.dk/media/11798/kortbilag-skiverenvej-72-9982-aalbaek.pdf
Link til fotos af stuehuset:
https://frederikshavn.dk/media/11800/bygningsrapport_skiverenvej-72-9982-aalbaek_bygning1.pdf
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ønsker at nedrive bevaringsværdige bygninger ved Skiveren' til en bekendt