Det nytter at sortere madaffaldet
31. oktober 2019 - kl. 12:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 1. oktober rundede Frederikshavn Forsyning A/S og Gemidan Ecogi A/S det første år med indsamlingen og behandlingen af madaffaldet i Frederikshavn Kommune.
3.875 ton svarende til kapaciteten i mere end 500 skraldebiler. Så meget madaffald er der blevet indsamlet, siden affaldssorteringens ordningen og de todelte affaldscontainere i oktober sidste år rullede ud til private helårsejendomme i Frederikshavn Kommune.
”Vi har siden opstart haft en målsætning om, at der skulle indsamles 4.000 ton madaffald hos målgruppen, og vi kan se, at dette tal vil blive opnået for 2019 som helhed”, oplyser Karl Villadsen, forsyningschef for Affald.
”Kvaliteten af det indsamlede madaffald er god og helt som forventet. Det betyder også, at affaldskunderne er flittige til at sortere affaldet”, fortsætter Karl Villadsen.
En energibombe til landbrugsmarkerne
Gemidan Ecogi omdanner madaffaldet til en biopulp, hvorefter energien i pulpen udnyttes på et biogasanlæg. Når gassen er udvundet af biopulpen, bliver restfibrene brugt som gødning på landbrugsjord, idet mange af de næringsstoffer, som landmanden bruger i sin gødningsplanlægning findes i det afgassede madaffald. På den måde bliver madaffaldet både til grøn energi og en cirkulær ressource til landbruget.
”Energien fra en biopulp på 1 ton er beregnet til cirka at kunne give mellem 85-110 m3 biogas. Variationen skyldes, at madaffaldets beskaffenhed og dermed gaspotentialet varierer. Eksempelvis giver fedt mere gas end proteiner og kulhydrater. Vi prøver at lave biopulpen så ensartet som muligt igennem driftsmæssige ”recepter”, men variationerne kan desværre ikke undgås”, oplyser Tobias Breinholt Hoffman, salgschef for Gemidan Ecogi.
”Alt i alt betyder det, at affaldskunderne i Frederikshavn Kommune har bidraget med ca. 450.000 m3 biogas det første år”, fortsætter salgschefen for Gemidan Ecogi.
Glade for at have et forbehandlingsanlæg i Frederikshavn
Den 1. september 2019 hjemtog Forsyningen opgaven med indsamling af affald i Frederikshavn Kommune. ”Vi har været så heldige, at Gemidan Ecogi har placeret deres forbehandlingsanlæg ved siden af vores affaldsforbrænding på Vendsysselvej. Nu hvor skraldebilerne holder til samme sted, når ikke de er ude at indsamle affald, betyder det, at vi ikke bruger tid og brændstof på unødig transport”, oplyser Karl Villadsen.
”Vi er rigtig godt tilfredse med vores samarbejde med Forsyningen, og vi er ret gode til at hjælpe hinanden”, afslutter Tobias Breinholt Hoffmann fra Gemidan Ecogi.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det nytter at sortere madaffaldet' til en bekendt