Der skal ikke være ny sø her?
27. december 2019 - kl. 10:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Mange har i den seneste tid undret sig over, hvad der foregår på sletten ved indkørslen til Skøjteløbersøen ved Frederikshavnsvej i den sydlige del af Skagen klitplantage. Er det mon Naturstyrelsen, der er ved at etablere en ny sø…?
Dertil kan der svares: Nej – det er det ikke. Det EU-medfinansierede naturgenopretningsprojekt LIFE Hulsig Hede har netop afsluttet arbejdet med at anlægge en lavvandet sø på Aage V. Jensen Naturfonds areal mellem Frederikshavnsvej og jernbanen umiddelbart syd for Skagen klitplantage. Søen skal skabe bedre betingelser for rørdrum, amfibier, fugle og planter. Det afgravede materiale skulle der findes plads til at deponere.
Ved entreprenør S. Å. Christiansens mellemkomst er det lykkedes projektet at få afsat materialet, som langt overvejende består af rent sand. I praksis er bortskaffelsen af dette sand foregået sådan, at sandet er transporteret fra gravstedet til sletten ved indkørslen til Skøjteløbersøen, hvor det i en kortere periode har ligget på ”mellemdepot”. Dette har man gjort for at skabe frit arbejdsrum mellem anlæg af søen og borttransport af materiale. Det var nødvendigt, da arbejdstakterne i processerne ikke umiddelbart passede sammen.
Som nævnt: Der bliver ikke etableret en ny sø på sletten. Efter endt brug bliver sletten genetableret, og med forårets komme vil vegetationen indfinde sig igen. Entreprenørens arbejdsområderne ved den nye sø samt transportvejene til og fra sletten bliver ligeledes genetableret.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der skal ikke være ny sø her?' til en bekendt