Historisk lav varmepris i Skagen

Historisk lav varmepris i Skagen

19. januar 2020 - kl. 8:29 - af

En kombination af lave gaspriser og høje elpriser betyder, at Skagen Varmeværk i forbindelse med første á conto-rate for 2020 sender godt 14 mio. kr. retur til forbrugerne.

Da Skagen Varmeværk lagde budget for 2020, tog man udgangspunkt i de aktuelle markedspriser på gas og el og fastsatte varmeprisen, så der var luft til prisudsving hen over året. Der kom i høj grad prisudsving, men de var alle til varmeværkets fordel. Indkøbsprisen på gas styrtdykkede og salgsprisen på el steg. Og med billig gas og dyr el, var det en god forretning for Skagen Varmeværk at udnytte sine gasmotorer. Så god, at værket nu kan betale op mod halvdelen af 2019-varmeregningen tilbage til forbrugerne.

I varmesektoren regner man med et standardhus på 130 kvadratmeter og et årligt varmeforbrug på 18,1 MWh. For en sådan husstand vil der således være tale om en besparelse på godt 4000 kr.

Flere varmeværker rundt omkring i landet valgte at udfase deres gasmotorer i forbindelse med, at grundbeløbet forsvandt. I Skagen valgte man i stedet at hovedrenovere værkets tre gasmotorer. Det har vist sig at være en rigtig klog beslutning.

”Vi mener, at det er fornuftigt at have flere varmekilder, som vi kan veksle imellem i takt med udsvingene i gas- og elpriser. Også selvom vi selvfølgelig ved, at den store varmepumpe, som vi p.t. er ved at opføre på Ellehammervej, i fremtiden kommer til at producere hovedparten af varmen til vores forbrugere,” siger bestyrelsesformand Thomas Rasmussen.

Ikke nok med, at udviklingen på el- og gasmarkederne i 2019 bevægede sig til fordel for Skagen Varmeværk, så fik værket også langt om længe afsluttet den afgiftssag, som man vandt over Skat helt tilbage i 2015. Denne afslutning betød, at Skagen Varmeværk fik udbetalt næsten 5 mio. kr. fra Skat. Penge, som sendes direkte retur til forbrugerne.

”Mange varmeforbrugere har ringet og spurgt, om det kan passe, at varmen var så billig i 2019, men det er altså rigtig nok. Vi har imidlertid valgt at budgettere med den samme varmepris i 2020 som i 2019, nemlig 337,5 kr. pr. MWh. Vi vil nemlig være helt sikre på, at den ny varmepumpe kører som den skal, og se at vores projektforudsætninger holder stik, inden vi træffer beslutning om at sænke varmeprisen for 2020. Men selv med den nuværende varmepris ligger Skagen Varmeværk blandt de 13 pct. billigste varmeværker på landsplan,” slutter Thomas Rasmussen.

3 kommentarer til “Historisk lav varmepris i Skagen” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

3 kommentarer til “Historisk lav varmepris i Skagen”

  • Tak for de flotte ord. Du har helt ret, vi er meget stolte af alle vore medarbejdere. Vi er så heldige at de tackler de daglige udfordringer med en omhu, som man ikke altid oplever andre steder.
    Mvh
    Næstformand i bestyrelsen
    Ole Hansen.

  • Bruno Juel Pedersen

    Enig med Jens Ove Bagterp
    Godt gået af visionær og forsigtig bestyrelse, der forstår værdien af at kunne vælge blandt alternative opvarmningskilder.
    De repræsentanter jeg har talt med fra fjernvarmen igennem tiden har alle været yderst kompetente. Ros

  • Jens Ove Bagterp

    Vi forbrugere hos Skagen Varmeværk bør være både tilfredse og taknemmelige for resultatet.
    En visionær og strategisk bestyrelse har satset på bevarelse af gasmotorerne i modsætning til mange andre værker, som enten har sat gasmotorerne til salg eller udfaset dem slet og ret.
    Det er gjort i en sæson, hvor udfordringerne har været mange – ikke mindst nedlæggelsen af Skagen Affaldsforbrænding og varmen indkøbt derfra. Frederikshavn Forsyning valgte at nedlægge forbrændingen og i stedet køre det hele til Frederikshavn. Der er skrevet nok om den beslutning tidligere, men derfor kan man nok stadig mene, det var en fejl set både økonomisk og miljømæssigt.
    Ingen bestyrelse kan gøre det alene, selv om beslutningerne er nok så kloge.
    Det kræver både en god ledelse og medarbejdere, som i dagligdagen holder værket i gang og ved lige samt optimerer salget af el ved drift af gasmotorerne på de tidspunkter, hvor gassen er billigst og el dyrest.

    Tak til jer alle.

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Historisk lav varmepris i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2020 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER