Illustrationsfoto.
Snart beslutning om kommunal madservice til ældre
12. april 2020 - kl. 7:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Beslutning om fremtidig drift af madserviceområdet. Sådan lyder overskriften til et punkt på dagsordenen for næste møde – afvikles som SKYPE-møde i Socialudvalget den 15. april.
Beslutningen har gennem længere tid bølget frem og tilbage og hænger bl.a. sammen med en eventuel lukning af det kommunale køkken Ankermedet i Skagen.
Socialudvalget blev på mødet i starten af oktober kort præsenteret for 3 modeller, som kan sikre, at Frederikshavn Kommune fortsat kan give borgerne frit valg på madserviceområdet, såfremt det kommunale køkken på Ankermedet nedlægges.
Det understreges, at Socialudvalget ikke har truffet beslutning om at nedlægge det kommunale køkken, men alternative muligheder har været undersøgt begrundet i et faldende kundegrundlag og behov for en renovering af køkkenet.
Tre modeller
Der arbejdes med disse 3 modeller: 1. Godkendelsesmodellen, 2. Samarbejde om madproduktion med anden kommune og 3. Udbud af madservice. Udvalget besluttede dengang, at der skulle arbejdes videre med at afdække alle tre modeller.
I september 2019 var 424 borgere visiteret til madservice med følgende fordeling på leverandører: Det kommunale køkken: 258, Sindal Kro: 138 og Det Danske Madhus: 28. Der er tale om en reduktion fra juni, hvor tallet vat 443. Eventuelt andre private leverandører indgår ikke i denne opgørelse.
Frederikshavn Kommune anvender i dag godkendelsesmodellen, hvor der kan indgås kontrakt med alle leverandører, der lever op til de fastsatte kvalitets- og priskrav. Ved at have minimum to godkendte leverandører sikres borgerne frit valg.
Med godkendelsesmodellen er der ikke konkurrence om prisen, da den fastsættes på baggrund af kommunens langsigtede omkostninger for driften af madservice. På nuværende tidspunkt fastsættes prisen med udgangspunkt i driften af det kommunale køkken.
Frit valg også gennem et udbud
Kommunen kan også vælge at sikre borgerens frie valg af madservice gennem et udbud på samme måde, som det er gjort på hjemmeplejeområdet. For at det frie valg kan sikres, kræver det tilbud fra minimum to leverandører. Udbud er en tids- og ressourcekrævende proces. Til gengæld er udbud en fleksibel løsning, der giver kommunen stor valgfrihed og mulighed for at opstille nogle kriterier som eksempelvis antal leverandører, pris og mulighed for forhandling i processen. Derfor er forventningen, at et udbud kan resultere i en bedre økonomi på madserviceområdet.
Kommuner har mulighed for at etablere samarbejde via et § 60-selskab. For Frederikshavn Kommune kunne det være relevant at forsøge at indgå et samarbejde med Hjørring Kommune. Et sådant samarbejde synes i første omgang underkendt af ministeriet.
Ældrerådet og Handicaprådet har haft sagen til behandling og udtalelse. Deres kommentar findes via dette link og scrolle til side 6 punkterne 3 og 4: https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=Socialudvalget%202018-2021&date=15-04-2020%2015.15%20-%2017.30&fileName=Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf
Drøftelse i MED-systemet
Der har for en måned siden været en drøftelse blandt ledelsen og MED-systemet (CenterMED i Sundhed og Pleje) om sagen.
Personalet i Lokal-MED udtaler bl.a.: ”Vi er selvfølgelig kede af, hvis man beslutter at lukke vores gode arbejdsplads, hvor vi producerer måltider af høj kvalitet. Samtidig vil vi gerne udtrykke vores bekymring omkring, at man mister den tætte kontakt mellem de svage hjemmeboende borgere og kommunen (det kommunale køkken). Personalet undrer sig over, hvordan forsyningsforpligtelsen vil kunne overholdes, hvis det kommunale køkken lukkes, da man har svært ved at forstå, hvordan Sæby Ældrecenter og Østervrå Ældrecenter skulle kunne løfte opgaven.”
Personalet ville ønske, at man havde fået en chance for at vise, at de foreslåede ændringer i udbud og arbejdsgange kunne give en besparelse. Bekymringen hos personalet er tillige, hvis der er en eller flere af kollegaerne, der søger andre udfordringer i processen med en evt. lukning af det kommunale køkken. Hvad gør man så? Køkkenet kan ikke fungere med mindre end 5 medarbejdere.
På samme møde er også status og eventuel nedlæggelse af køkkenet i Skagen på dagsordenen som selvstændigt punkt.
Tekst: Per Rye








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Snart beslutning om kommunal madservice til ældre' til en bekendt