
Arkivfoto.
Etablering af Destination Nord
21. april 2020 - kl. 7:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn, Aalborg, Brønderslev og Læsø kommuner blev i juni 2019 enige om at arbejde hen imod etablering af et fælles destinationsselskab, som fremover skal stå for destinationsudvikling og turistservice i Nordøstkystaksen.
Byrådet har tidligere behandlet og godkendt ”Principper for etablering af nyt destinationsselskab”. Nu foreligger til godkendelse aftalegrundlag for etablering af Destination Nord samt vedtægter for foreningen Destination Nord. Det er på dagsordenen for Økonomiudvalget den 22. april.
Der skal samtidig udpeges en erhvervsrepræsentant til bestyrelsen samt stedfortrædere for henholdsvis borgmesteren og erhvervsrepræsentanten.
Etablering af Destination Nord er en udløber af aftalen om forenkling af erhvervsfremmesystemet og herunder at skabe stærkere og større turismedestinationer, der blev indgået mellem daværende regering og Dansk Folkeparti i 2018. Målet med aftalen var at skabe bedre sammenhæng i turismefremmeindsatsen og danne 15-25 destinationsselskaber i Danmark inden udgangen af 2020.
Forening bestående af 4 kommuner
Destination Nord etableres som en forening med Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner. Kommunerne forpligter sig til at indgå i Destination Nord til og med 2022. Foreningens hjemsted er Frederikshavn, og hovedkontoret placeres i Aalborg.
Målet er at skabe et nyt og fælles strategisk udgangspunkt for hele destinationen, gøre Destination Nord til en af de mest attraktive og førende destinationer og skabe en stærk akse mellem Aalborg i syd og Skagen i nord og hele det mellemliggende ø- og østkystprodukt.
Destination Nord skal være en samarbejdsorganisation. Ambitionen er at være en aktiv og foretrukken samarbejdspartner for turistforeninger, erhvervsaktører, lokale aktører, kommercielle aktører, kommunerne m.fl.
Direktør, bestyrelse og økonomi
Der ansættes en direktør med eksternt opslag i foråret 2020. Direktøren for destinationsselskabet skal forvente at få to primære arbejdspladser i henholdsvis Aalborg og Frederikshavn kommuner. Derudover skal direktøren være synlig for aktørerne i henholdsvis Læsø og Brønderslev kommuner. De to stærke indsatsområder i destinationens arbejde bliver: Storby-, Erhvervs- og Mødeturisme Krydstogt-, Kyst- og Naturturisme.
Der sammensættes en bestyrelse for Destination Nord, hvis rolle er at være strategisk sparringspartner for direktionen. De fire borgmestre udpeger i fællesskab en professionel bestyrelsesformand. Formanden forventes at lægge en del timer i formandsrollen og være en arbejdende formand, der har tæt dialog med direktøren. Borgmestrene er fødte medlemmer af bestyrelsen. Derudover skal de enkelte byråd udvælge en erhvervsrepræsentant samt en stedfortræder for henholdsvis borgmesteren og erhvervsrepræsentanten.
Det samlede budget for Destination Nord er 16.410.000 kr., hvoraf Frederikshavn Kommune i alt bidrager med 5.160.000 kr. ekskl. Moms pr. år til og med 2022.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Etablering af Destination Nord' til en bekendt