Biografen er klar til at åbne
6. juni 2020 - kl. 7:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
De mange frivillige i Skagen Bio glæder sig rigtig meget til endelig at kunne åbne for biografoplevelser igen, nu mere end tre måneder efter den pludselige nedlukning i marts.
– I mellemtiden er vi alle blevet mere erfarne i omgangen med coronavirussen, så biografen vil være godt forberedt på at prioritere sikkerheden, siger bestyrelsesmedlem i biografforeningen, Henning Dochweiler.
– Der er naturligvis sprit på disken og i selve salen, der i øvrigt bliver sprittet af før hver forestilling. Der vil være gulvmarkeringer, så der kan holdes afstand, og der må efter reglerne indtil videre højst være 37 personer i salen, inklusiv operatøren.
– Skagen Bio beder om, at man køber billet på forhånd via hjemmesiden og at der i biografen betales med kreditkort eller mobile pay.
– Kioskpersonalet vil bære engangshandsker og kun sælge slik i på forhånd pakkede poser.
– Og vi må i første omgang skuffe pop-corn-fans. Det varer et stykke tid, inden vi igen kan lave pop-corn, siger Henning Dochweiler.
Biografsalen åbnes en halv time før forestillingen og har man købt billetter på forhånd, kan man gå direkte ind i salen.
– Vi mener, at vi med forholdsreglerne kan byde publikum på en rigtig god oplevelse, hvor det er filmen, og ikke corona’en, der er i focus.
Den første film, der vises, er Little Women, og det er tirsdag 16. juni.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Biografen er klar til at åbne' til en bekendt