
Udmelding fra kommunen om dispensationer for musik-støjgrænse
23. juni 2020 - kl. 8:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ved specielle musikarrangementer kan restaurationer søge om at overskride støjgrænserne i restaurationsforskriften.
Den kommunale administration har meldt ud om diverse dispensationer i 2020, når der spilles musik i Skagen. Alle dispensationer er givet til restaurationer i Skagen.
Det fremgår samtidig, at under Skagen Festival skal der ikke ansøges. Her tillades musikstøj fra alle restaurationer.
Det er kun musik på restaurationer, der er omfattet af støjreglerne i restaurationsforskriften. Andre musikarrangementer i Skagen reguleres efter andre regler i miljøbeskyttelsesloven.
Frederikshavn Kommune har gjort restaurationerne opmærksom på, at arrangementerne skal offentliggøres i lokale aviser eller på restaurationens hjemmeside, at dispensationen til enhver tid skal kunne fremvises på politiets forlangende, og i tilfælde hvor restaurationsdriften giver anledning til klager over støjgener på andre dage end dispensationen er gældende for, kan kommunen inddrage dispensationen, hvis det vurderes, at der er tale om væsentlige støjgener.
I denne omgang er der givet dispensation til Bodilles kro, Jacobs café, Skagen Bryghus samt Norden Bar & Café.
Af link nedenfor fremgår præcis, hvornår de enkelte dispensationer er gældende (fremkommer ved tryk på hver enkelt af de 4 nævnte restauranter og caféer):
Link til dispensationen:
https://frederikshavn.dk/borger/bolig-og-byggeri/naboer/dispensationer-til-udendoers-musikstoej-i-skagen/
Link til restaurationsforskriften som pdf – bl.a. med et afsluttende supplement til administratinsgrundlag til forskriften gældende fra oktober 2017:
http://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/media/171799/Forskrift-om-miljoekrav-til-restaurationer.pdf
Tekst: Per Rye
5 kommentarer til “Udmelding fra kommunen om dispensationer for musik-støjgrænse” under annoncerne.
Kommunens hjemmeside er siden artikel https://www.skagensavis.dk/2020/06/23/udmelding-fra-kommunen-om-dispensationer-for-musik-stoejgraense.html blevet opdateret (og opdateres fortløbende). Følgende steder har nu opnået tilladelse til at spille musik over støjgrænse: Bodilles kro, Discoteque Hyttefadet, Jacob’s café, Skagens Bryghus, Skagen Fiskerestaurant, Kompasset, Norden Bar & Café, Tørst Cocktailbar.
Skagen Fiskerestaurant er, efter at artiklen blev skrevet, også kommet på listen over restauranter, der har fået bevilget musiktilladelse. Tidspunkterne fremgår af linket i artiklen.
På Bankerne kan folk heller ikke få den pris på deres hus, som de havde håbet på, og her er slet ingen musik.
Nu sidder vi så bare og venter på, at “musikelskerne” – som jo bor langt væk fra støjhelvedet – fortæller os, at beboerne i midtbyen jo “bare kan flytte”.
Det er mig virkelig en gåde, at man i Skagen fortsat mener,at HØJ musik er lig med GOD musik !!!
FORENINGEN FOR BEBOERE I SKAGEN CENTRUM må på det kraftigste protestere mod de givne dispensationer. Musikstøj dræber også. Ligesom Corona virussen. Hvert år dør der ca. 16.000 mennesker i Europa – på grund af musikstøj. Økonomisk har vi også et tab. Vores huse er svære at sælge, og med en prisreduktion på omkring 20% når det bliver solgt.Alt Sammen grundet musikstøjen fra restauranter og barer.
Kommunen & byrådet viser ikke hensyn til deres borgere. Kun til restauratørernes indtjening!