Retningen er sat
20. august 2020 - kl. 13:07 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vi har bestemt os for ikke bare at overleve men for at leve.
Politisk og erhvervsmæssig retning handler om tal og fakta men også rigtig meget om holdninger og mod til at træffe væsentlige beslutninger – og for byrådet mod til at træffe politiske beslutninger -, som i sidste ende skal være med til at skabe en bedre tilværelse for os alle.
Der er brug for retning, så vi spidser til og ikke går i alle mulige retninger og spreder indsatsen. Det er ikke godt i et område som vores. Vi bor i et område, hvor tingene ikke kommer nemt. Derfor skal vi stå sammen om retningen.
Jeg er derfor meget glad for, at den politiske udviklingsstrategi, som netop er vedtaget i byrådet, kører i samme spor som Erhvervshusets strategi gør.
Retningen er sat, og den handler om at tiltrække investeringer, om flere arbejdspladser og om flere borgere. Det er det lange seje træk henimod at blive et stærkt geografisk område til glæde for borgerne og for kommunekassen.
Kommunen kan bidrage ved at investere i vores havne, ved at understøtte foreningslivet og de kulturelle tilbud, ved at have byggegrunde og erhvervsjord på hylderne, ved at fortælle om job- og karrieremuligheder og ved at bidrage til almene boliger – for bare at nævne nogle af vores muligheder som kommune.
Servicen er absolut også vigtig! Vi skal arbejde med højere normeringer på 0-6 års området, en god folkeskole, gode forhold for de ældre og vores handicappede. Vi skal holde kommunen pæn og have spænende tilbud på hylderne.
Det er kort sagt opgaven.
Erhvervslivet skal gerne have rammer til at skabe vækst, udvikle sig og skabe arbejdspladser.
Sammen kan vi lave tiltag som MoveNorth, hvor virksomhederne lægger ledige jobs ind i jobbanken, og hvor kommunen sikrer kontakt til jobsøgende.
Sammen kan vi også arbejde for at tiltrække regionale og statslige jobs. Vi kan arbejde for, at også vores område prioriteres i statslige infrastrukturinvesteringer – såsom en tredje limfjordsforbindelse og en ”to plus en vej” hele vejen mellem Skagen og Ålbæk, og vi kan arbejde for, at også togene i Norddanmark elektrificeres.
For hvis vi skal klare os i fremtiden, skal vi hænge sammen med resten af Danmark og verden.
Alt det nævnte er blot nogle eksempler på, hvad vi kan gøre selv og sammen.
Sætningen: “sammen er vi stærke” er yderst relevant i vores område.
Og retningen og indsatsen laver vi sammen.
Det er vores mulighed.
(Kommunens netop vedtagne udviklingsstrategi kan ses på kommunens hjemmeside)
Med venlig hilsen
Birgit S. Hansen
Borgmester
2 kommentarer til “Retningen er sat” under annoncerne.
Er det ikke gammel vin på nye flasker eller omvendt, ny vin på gamle flasker.
Det er sådan set det samne. Same procedure as last year fru borgmester.
Hej Birgit.
Det lyder rigtigt fint og oprigtigt alt det du skriver men virkeligheder er en anden.
I stedet for at bevare arbejdspladser i kommunen, nedlægger i arbejdspladser, og ikke nok med det i sender også kommunale kroner ud af kommunen når i nedlægger det kommunale køkken i Skagen. Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det er at træffe væsentlige beslutninger og politiske beslutning fra byrådet, men det er ikke ens betydende med at det er de rigtige beslutninger. Som du også skriver ” vi bor i et område hvor tingene ikke kommer nemt ” det har du også ret i men alligevel nedlægger i arbejdspladser.