Der bliver også FOF Højskole i denne sæson
1. september 2020 - kl. 5:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Velkommen til en ny sæson i FOF Højskolen!
Ingenting er jo helt, som det plejer, når alle Corona-hensyn tages, men det er ganske vist – alle kan komme til FOF Højskole!
Vi har hørt fra SÅ mange, som har ventet på invitationen til at være med igen, og i sidste uge blev invitation til at deltage i sæsonen efterår 2020 og forår 2021 endelig sendt ud.
Det nye program er ude – denne gang med 20 arrangementer. Der plejer at være 19 arrangementer, men med den bratte afslutning i marts ved nedlukningen, da gik alle glip af den sidste uge, så derfor har vi lagt det ind som ekstra!
Derfor har det taget så lang tid med det brev
Der er i alt 7 FOF Højskoler i Vendsyssel, og vi har i høj grad prioriteret at kunne gennemføre alle 7 FOF Højskoler, og for at kunne invitere alle, som plejer at være med, så skal salene kunne rumme alle efter gældende retningslinjer. Derfor har vi været nødt til at flytte nogle af FOF Højskolerne til andre sale. Det giver helt klart en række udfordringer for deltagere, men alternativet er for træls, så derfor de nye gode rammer på nogle af FOF Højskolerne
Corona og tryghed på FOF Højskolerne Vi oplever alle en særlig tid med risiko for Corona smitte. I foråret blev alle kulturelle aktiviteter aflyst eller udsat – hele vores kulturliv har været sat på pause. Men i september åbner vi igen FOF Højskolerne, og hvordan kan vi så være trygge? Også hos FOF, indføres en række forholdsregler for at undgå smitte, når vi starter højskolerne igen. På den baggrund kan hver især vurdere, om det i forhold til Corona smitterisiko er aktuelt at deltage på FOF Højskole i 2020/2021.
For alle foredragssale gælder
At salene er godkendt efter aktuelle forholdsregler til det antal, som bliver tilmeldt FOF Højskolerne. Dvs. at antal deltagere er tilpasset salenes størrelse efter gældende retningslinjer for foredrag. Og stoleopstilling sker efter gældende forholdsregler. Dvs. at antal og afstand er tilpasset efter gældende retningslinjer. Der er plads til alle efter alle regler, for sådan skal det være i FOF!
FOF Højskolen i Skagen på Kulturhus Kappelborg
Der er helt styr på detaljerne, og det bliver – næsten – som vi plejer i salen – også kaffe og te i pausen. Der er selvfølgelig ekstra opslag om Corona-regler og sprit og det hele.
Vi må ikke synge, men vi må hygge!
Med de aktuelle retningslinjer for genåbning kan vi ikke kombinere højskolesang og foredrag, så højskolesang udgår indtil det igen er tilladt. Der bliver i stedet andre indslag, formidling, oplæsning, musik – alt muligt!
Tryghed skaber vi sammen
Det er op til hver enkelt deltager at overholde myndighedernes generelle retningslinjer for adfærd ved ankomst, i pausen og ved udgang. Alle gør sig stor umage for, at det på trods af restriktioner bliver gode højskoledage, som det plejer – med gode foredrag, gode pauser og det hele! Det aktuelle program kan ses på www.fof-vendyssel.dk Vi glæder os!
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der bliver også FOF Højskole i denne sæson' til en bekendt