Psykologens seks råd til coronatrætte danskere

Annette Gaard, Chefpsykolog hos Aleris-Hamlet, deler sine bedste råd til coronatrætte danskere. Annette Gaard, Chefpsykolog hos Aleris-Hamlet, deler sine bedste råd til coronatrætte danskere.

Psykologens seks råd til coronatrætte danskere

18. februar 2021 - kl. 6:24 - af

Psykologer landet over har travlt under coronakrisen, og nu hvor tredje bølge med nye mutationer af covid-19 rammer Danmark, kan fremtiden for mange virke mere usikker end før. Ventetiden kan skabe en følelse af håbløshed, og vores begrænsede sociale kontakt fremkalder, hvad Chefpsykolog Annette Gaard kalder ’social sult’. Hun deler her seks råd til, hvordan man undgår, at coronaisolation udvikler sig til ensomhed.

Det er ikke kun danskernes fysiske helbred, der kan blive belastet, når covid-19 rammer. Også vores psykiske helbred kommer under pres, når vi isoleres derhjemme, og fremtiden kan virke usikker. Psykologer landet over har haft ekstra travlt, og en ny rapport fra Dansk Psykologforening viser, at hver tredje psykolog oplever et øget antal henvisninger af borgere, som er ramt af psykiske udfordringer i relation til coronasituationen. 

”Under første bølge i foråret blev vi alle ramt af realitetschok, og vi indså, at en tryg hverdag hurtigt kan vende rundt. Men mange formåede også at holde fast i de gode tanker og finde måder, hvor vi sammen kunne komme igennem den svære tid. I sommer fik vi et glimt af håb, da samfundet igen åbnede op, og vi kunne vende tilbage til store dele af en normal hverdag og trække vejret igen”, fortæller Annette Gaard, Chefpsykolog hos Aleris-Hamlet.  

Det spirende håb i løbet af sommeren betød også, at anden bølge i efteråret ramte ekstra hårdt: ”Dét håb, der blev tændt i sommermånederne, blev hurtigt slukket igen, og mange følte sig isolerede og udtrættede. Det blev sværere at holde fast ved de gode tiltag”, fortæller hun.  

Ventetid er menneskets værste vilkår: Sådan kommer vi gennem coronakrisen 

I juleferien blev Danmark endnu en gang helt lukket ned, og restriktioner bliver forlænget igen og igen. Annette Gaard fremhæver, at ventetid er menneskets værste vilkår, og den manglende kontrol og slutdato skaber en følelse af håbløshed. Når vi sidder isoleret på hjemmekontoret og ikke kan mødes med hverken kollegaer eller venner, suppleres hålbøsheden med ’social sult’. Det må ikke forveksles med ensomhed, der er en mere varig tilstand, som kræver aktiv forandring for at ændre sig. Social sult er en midlertidig tilstand fx som et resultat af de nuværende restriktioner. Social sult kan dog udvikle sig til ensomhed, hvis man ikke gør noget aktivt: 

  1. Det handler om mindset:Selvom det kan være svært, så handler det om at vende sin tankemåde om. I stedet for at tænke, at bægeret er halvtomt, skal vi derimod fokusere på, hvordan vi kan skabe muligheder i en coronatid. Mange af de ting, som vi før har gjort med venner, familie og kollegaer, kan vi stadig gøre men i nye formater. Annette Gaard fremhæver kreative idéer såsom virtuel strikkeklub, digital læsegruppe med rødvin eller fælles frokoster. 
  2. Invitér til et ugentligt sludremøde: På arbejdspladsen mangler mange lige nu netop dét, der gjorde det sjovt at gå på arbejde i form af samværet med kollegaerne. Her er det en god idé at skabe det på alternative måder – fx en online fredagsbar eller gåtur med kollegaen. Vores virtuelle møder bliver ofte meget strukturerede, men vi har også brug for at kunne tjekke ind med hinanden i et sludremøde, hvor agendaen er fri, og man fx ikke taler arbejde. 
  3. Skab struktur i din hverdag: Når vi skal arbejde hjemmefra, flyder arbejde og fritid for mange sammen. Her er det vigtigt at skabe en fast struktur for, hvornår man møder ind på hjemmekontoret, spiser frokost og holder fri. Det kan være en god idé fx at markere fyraften ved at gå en tur. Hvis man har mulighed for det, kan det også være en god idé at aftale med sin arbejdsgiver, at man arbejder fra kontoret én dag om ugen. En del af vores identitet handler om at møde fysisk op på kontoret, og den mister vi, når vi udelukkende sidder derhjemme.  
  4. Frisk luft og dagslys hjælper mod de negative tanker: Det kan føles ekstra hårdt i øjeblikket, hvor vinterkulde og mørke præger vores hverdag. Derfor kan det være en god idé at komme ud og bevæge sin krop i den friske luft og samtidig få masser af dagslys fx på en daglig gåtur midt på dagen. Måske man også her får hilst på andre mennesker, som man normalt ikke ville hilse på.
  5. Udvælg din sociale boble og giv et kram: Vi mangler i særlig grad den fysiske kontakt i øjeblikket, og mange er ved at kramme livet ud af hunden derhjemme. Kram er vigtigt for vores mentale helbred, og her må man udvælge de fem personer, som er i ens sociale boble, og kramme løs på dem. 
  6. Acceptér, at det ikke er sjovt: Det er helt i orden at erkende, at det ikke er sjovt i øjeblikket, eller at du ikke er lige så effektiv som tidligere, fordi motivationen er forsvundet. Sig det højt og tal om det som et vilkår. Vi kan ikke ændre det, men vi kan gøre, hvad vi kan for at få det bedste ud af situationen. Hvis man bliver ved med at bruge en masse negativt krudt på at arbejde imod det, bliver det kun værre. Så vær realistisk og tal om det. 

Annette Gaard mener samtidig, at vi måske også kan tage nogle gode ting med fra den nuværende situation. Mange oplever ikke at have så travlt som tidligere, og at det faktisk er rart med færre aftaler i kalenderen. Danskernes sammenhold blomstrer og fællesskabet finder nye veje. Så måske vi også kan lære noget af krisetider og tage det med os, når hverdagen en dag vender tilbage.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Psykologens seks råd til coronatrætte danskere' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2021 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER