køb dæk her
Fra fyr til fyr – en kunstnerisk rejse langs vestkysten

Fra fyr til fyr – en kunstnerisk rejse langs vestkysten

24. juli 2021 - kl. 6:10 - af

De står langs de danske kyster som lysende landkendinge: de knejsende fyrtårne, der historisk har vejledt og vildledt den søfarende. Nu indtages fem af de mest ikoniske fyrtårne fra Blåvandshuk til Skagen af to danske kunstnere, som med hver deres materiale har ladet sig inspirere af sand, vand og vejr. I løbet af fem dage i august vil tekstilkunstner Annemette Beck og keramiker Mette Maya Gregersen indtage fyrtårnene med en fælles vandreudstilling, der involverer de besøgende og går i dialog med naturen.

Vandet skyller ind over stranden og efterlader sig spor, der i næste nu er forsvundet, sandet fyger og flytter sig, planter overgiver sig eller hærdes i blæsten. Naturen langs vestkysten er i evig interaktion med havet og vinden. Nye strukturer, aftryk og fragmenter afsløres og forsvinder, og det er netop i dette krydsfelt imellem evighed og foranderlighed, det magiske opstår, ifølge kunstnerne Annemette Beck og Mette Maya Gregersen. Med afsæt i hver deres kunstneriske univers, men med en fælles fascination af naturens konstante bevægelse, skaber de to i løbet af fem dage i august en vandreudstilling ved henholdsvis Blåvandshuk Fyr, Lyngvig Fyr, Hirtshals Fyr, Hanstholm Fyr og Det Grå Fyr i Skagen. Udstillingerne starter tirsdag den 3. august i Blåvand og slutter lørdag den 7. august i Skagen. Hver udstilling er forskellig fra gårsdagens og publikum inviteres med ind i den foranderlige og flygtige proces.

Ideen til projektet er fostret på Fanø, hvor Annemette Beck og Mette Maya Gregersen har observeret naturen, samlet indtryk og eksperimenteret med udtryk og aftryk i gips, ler, pvc, tekstil og metal.

Mette Maya Gregersen har skabt værker i en kombination af gips og ler. Aftryk af vandets spor i sandet, koblet med elementer af brændt ler, som støbes ind i overfladen.
-Man kan betragte fragmenterne som tektoniske plader med spor efter tidevandet – et ekko fra ebbe og flod, forklarer Mette Maya Gregersen, der sammen med Annemette Beck griber øjeblikket og skynder sig at dele det med andre.

Annemette Beck arbejder med knytning og den ældgamle sprang-teknik, som man anvendte i middelalderen til blandt andet knytning af hårnet. Hun undersøger de plastiske egenskaber i jerntråde og eksperimenterer med forskellige strukturer.

– Jeg skaber en form for rumtegninger af jerntråde, inspireret af vinden og sandets flugt, fortæller Annemette Beck, der også udstiller med værker fremstillet af pvc. Her er tale om gople-lignende installationer, en slags maritime gobeliner knyttet af transparente bånd. Den eksperimenterende tekstilkunstner arbejder i spændingsfeltet imellem det synlige og usynlige.

Tilsammen udgør værkerne fra de to kunstnere interaktive, poetiske og visuelle installationer i dialog med hver enkelt fyrtårn, den konkrete natur og de besøgende, der kommer forbi. De to kunstnere har tidlige samarbejdet omkring fælles udstillinger, og selvom deres udtryk og materialer er vidt forskellige, så deler de begejstringen for at rejse og flytte sig – både konkret og i skabende forstand.

Udstillingen ”5 Fyrtårne” kan opleves på:
Blåvandshuk Fyr tirsdag den 3. august
Lyngvig Fyr onsdag den 4. august
Hanstholm Fyr torsdag den 5. august
Hirtshals Fyr fredag den 6. august
Det Grå Fyr i Skagen lørdag den 7. august

Alle dage fra klokken 11.00 til 17.00

”Fyrtårnet er et stærkt symbol på både udlængsel og hjemve. Det spejler grænsefladen imellem land og vand og kan både vildlede og vejlede – lidt ligesom samspillet i vores installationer.”
/Annemette Beck & Mette Maya Gregersen.

Info om kunstnerne:
Annemette Beck, tekstildesigner og kunstner. Uddannet på Designskolen i Kolding.
Fra sin base på Fanø midt i den rå natur rækker Annemette Beck ud efter stilheden for at finde ind til de pauser, hvor hun kan høre sin egen stemme. Det er netop i de pauser hun finder mod og overskud til at skære fra og minimere – fjerne alt det overflødige i bestræbelsen på at nå frem til klare og enkle udtryk.
Materialerne finder vej til atelieret under vandringer i naturen, et besøg på en skrotplads eller en rejse til Italien for at begejstres over eksklusive garner. Inspirationen henter Annemette Beck både i den natur, der findes i så rige mængder lige udenfor hendes dør, men også i mødet med det fremmede, med kunsten, modeindustrien – og ikke mindst i mødet med andre mennesker, gerne i en international kontekst. Har udstillet over det meste af verden.
Se mere på: www.beckkinch.com

Mette Maya Gregersen, keramiker og kunstner. Uddannet på Camberwell College of Arts i London og Sheffield University.
Arbejdet med ler er en livsnødvendighed for Mette Maya Gregersen, der fra en tidlig alder har anvendt leret til at forme og bekræfte sin identitet. Den danske kunstner føler en stor rodløshed, og det kreative arbejde med leret er på én og samme tid en søgen og en flugt, en mulighed og en umulighed. Mette Maya Gregersen er til stadighed spændt ud imellem bestræbelserne på at finde fodfæste og slå rod og lysten til at drive væk, forsvinde og rejse ud. Processen med leret er også en afsøgning af social identitet, og et forsøg på at finde balancen mellem det ægte og forstilte. Mette Maya Gregersen holder af lerets umiddelbare og sanselige respons – af materialets evne til at omgå logikken og finde en direkte vej ind til følelserne. Hver ny form er en respons på en oplevelse og en personlig måde at fortolke verden på. Har udstillet solo og i mange konstellationer rundt i verden. Se mere på: www.mettemaya.com

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fra fyr til fyr – en kunstnerisk rejse langs vestkysten' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2021 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER