
Valg til Ældrerådet 2021: Erik stiller op
27. november 2021 - kl. 9:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Erik Markman:
Valget til Ældrerådet i Frederikshavn Kommune er i gang, og foregår digitalt i perioden 22.november til den 6. december. Alle bosiddende borgere der er fyldt 60 år har stemmeret og har modtaget stemmeseddel i deres personlige E-boks.
Det er et meget vigtigt valg, idet det berører et af de mest betydningsfulde kerneområder i kommunen – ældreområdet som 22.000 borgere hører under. Hertil eventuelle pårørende til denne gruppe.
Ældrerådet samarbejder og rådgiver kommunen i spørgsmål der vedrører ældre- og seniorområdet, og bliver hørt i alle forhold hertil inden der træffes beslutninger.
Det skal vælges 9 personer til den kommende 4 årige periode. 26 kandidater stiller op.
Jeg er en af dem og stiller op fordi jeg er meget optaget af de ældres forhold og gerne vil medvirke til at der bliver en mere ligelige geografisk repræsentation i rådet. I det nuværende Ældreråd er der én repræsentant for Skagen-Ålbæk området.
Har du tillid til mig og giver mig din stemme får du fra min side 100 % engagement, og en person der selv har haft og har familiemedlemmer som er plejekrævende.
Jeg vil arbejde for mere valgfrihed omkring ældreplejen, hvor pengene i højere grad følger borgeren der således selv er medbestemmende omkring sine plejeforhold.
Samtidig vil jeg arbejde for at der oprettes selvstyrende teams i plejesektoren, så man selv kan tilrettelægge arbejdet sammen med beboere og pårørende.
Endvidere vil jeg arbejde for at uddannelserne inden for plejesektoren får et eftersyn, samt at medarbejdere og ledere får en løbende opfølgning og efteruddannelse i hele karriereforløbet. En værdig ældrepleje vedrører ikke kun den plejekrævende, men i høj grad også medarbejdere og ledere samt eventuelle pårørende.
Oprettelse af friplejehjem og flere seniorboliger/fællesskaber er der behov for i fremtiden, det vil jeg arbejde for, samt en bredere geografisk repræsentation i Ældrerådet.
Jeg ønsker alle et godt valg!
Erik Markman
Født og opvokset i Skagen
Bosiddende i Ålbæk
En kommentar til “Valg til Ældrerådet 2021: Erik stiller op” under annoncerne.
Hej Erik. Går du ind for at vi igen skal have demokratiske valgte bruger-pårørenderåd? Kan se at det nuværende ældreråd er modstander af dette råd og det var også det forrige ældreråd der var med til at nedlægge det?
Vi mangler frivillige og pårørende i vores leve-bomiljø, det kan vi være med til at understøtte, ved igen at få bruger-pårørenderåd.
Håber virkeligt at der kommer andre kræfter ind i ældrerådet, som vil gå den demokratiske vej.
Nu kan ældrerådet jo ikke bestemme om rådet kommer op at stå igen, de har kun høringsret.