
Dronningen har været i Skagen i dag
12. maj 2022 - kl. 18:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Klokken 14.00 anløb Kongeskibet Dannebrog krydstogt kajen, hvor mange var mødt op for at få et glimt af Majestæten. Fra krydstog kajen kørte Dronningen i “Krone 12” bilen mod Skagens Museum, hvor hun skulle åbne udstillingen Krøyer og Paris – franske forbindelser og nordiske toner.
Præcis kl. 15.00 kørte Majestætens bil op foran museet, hvor 200-300 nysgerrige havde taget plads. Alba Dahl Ebbesen overrakte blomster til Dronningen. Efter en privatomvisning var der arrangeret et ganske særligt arrangement, som blev afholdt for inviterede gæster, der har relation til udstillingsprojektet, heriblandt også museets franske samarbejdspartnere fra Musée Marmottan Monet i Paris. Derefter åbnede Dronningen officielt udstillingen.
Krøyer og Paris – franske forbindelser og nordiske toner kan opleves på Skagens Museum fra i morgen den 13. maj – 18. september. Den daglige åbningstid er udvidet i hele perioden fra 9.00 – 19.00 for at tilgodese et forventet større publikum.
Det samlede projekt er under protektion af Hendes Majestæt Dronningen.
Klokken ca. 17.45 forlod dronningen igen museet og klokken 18.00 sejlede Dannebrog atter ud af Skagen Havn.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dronningen har været i Skagen i dag' til en bekendt