
Destination Nord en stærk akse med Skagen og Aalborg som fyrtårne
17. maj 2022 - kl. 9:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn, Brønderslev, Læsø og Aalborg Kommune har i fællesskab etableret Destination Nord, som har til opgave at varetage destinationsudvikling, gæsteservice samt markedsføring for det nye destinationsselskab.
Frederikshavn Kommune understøtter selskabet med 5 mio. kr. årligt. Som omtalt i tidligere artikel har Venstres byrådsgruppe i tilknytning til Destination Nords virke ønsket at rejse en initiativsag på næste byrådsmøde, som afvikles om aftenen den 18. maj. Her ønsker partiet at drøfte, hvordan kommunen anvender selskabet, og hvilket udbytte, man får for sit tilskud.
Attraktiv og førende destination
Avisen har kigget på nogle af Destination Nords hovedopgaver.
Kommunerne ønsker i fællesskab at etablere et nyt og fælles strategisk udgangspunkt for hele destinationen, der skal være medvirkende til at gøre destinationen til en af de mest attraktive og førende destinationer i fremtiden.
”Med en fælles destinationsindsats vil kommunerne skabe en stærk akse mellem Aalborg i syd og Skagen i nord og hele det mellemliggende og sammenhængende ø- og østkystprodukt. Kommunerne ønsker at komplementere og understøtte hinandens turismestrategiske indsatser inden for kyst-, natur, krydstogt-, storby- og erhvervsturisme,” hedder det i grundlaget for selskabet.
Dette skal ske gennem et tværgående samarbejde mellem destinationsselskabet, lokale aktører, kommercielle aktører, kommunerne og erhvervsinteresser.
Man stræber efter, at Destination Nord bliver et af Danmarks største destinationsselskaber med Skagen og Aalborg som fyrtårne.
Sikre vækst i turismen
Man skal sikre en stærk destination, der kan klare sig i den internationale konkurrence om turisterne samt sikre, at turismen fortsat kan bidrage til at skabe vækst, beskæftigelse og oplevelser i det nordjyske.
En ny ambitiøs strategi skal sætte skub i turismeudviklingen i Nordjylland og skaffe 3.000 nye arbejdspladser inden udgangen af 2030.
”Fællesskabet giver os mulighed for både at styrke det, vi kan i hver kommune og få mere af det hele ved at samarbejde. Vi er en ny destination. Det kalder på samarbejde på tværs af erhvervet, kommunegrænser, andre geografier og oplevelsestemaer,” hedder det i strategien, hvor man videre bemærker: ”Vi kalder strategien for “Meget mere end bare turisme”, fordi turisme handler om bæredygtighed på mange bundlinjer.”
Vision og mission
Det hedder i selskabets vision og mission: ”Fremtidens Destination Nord byder på en fælles profil med international gennemslagskraft, baseret på oplevelsesmæssige fyrtårne, unikke fortællinger og bæredygtig udvikling som omdrejningspunkt for alt hvad vi gør. Destination Nord er et nyt fællesskab, som både rummer en samlet geografi og et meget stort potentiale for at skabe nye produkter, samarbejder og fortællinger med afsæt i de store megatrends og i efterspørgslen på autentiske oplevelser for krop og sjæl.”
Det pointeres, at Destination Nord er dannet som et nyt tværkommunalt destinationsselskab, der skal løfte en række opgaver. Nogle opgaver blev tidligere løst lokalt i den enkelte kommune eller i en visit-organisation, mens andre er nye og skal sikre, at destinationen udvikles til gavn for både erhverv, turister, borgere og andre aktører.
”Vi er sat i verden for at udvikle en ny turismegeografi, som både rummer en fælles fortælling og stærke områder, der rager op. Vi gør det med afsæt i vores unikke fyrtårne, fortællinger og handlekraft. Vi skaber forretning inden for både kyst- og natur-, storby- og erhvervsturisme,” påpeges det.
Fem pejlemærker
Destination Nord samler, koordinerer og udvikler turismeindsatsen på tværs af Aalborg, Frederikshavn, Læsø og Brønderslev kommuner, og man sætter fælles retning og arbejder effektivt og professionelt med at realisere de fælles potentialer.
Det hedder i grundlaget for selskabet: ”Vi arbejder efter fem strategiske pejlemærker, som sammen med skarpe målsætninger sætter retning for det strategiske arbejde. Vi skaber business; vi byder op til dans i nye partnerskaber, vi bruger og deler viden og data, vi skaber værtskab i verdensklasse, og vi kommunikerer og engagerer.
Øverste organ
Det øverste organ i Destination Nord er en bestyrelse på 9 personer. Den nye bestyrelse afholdt konstituerende bestyrelsesmøde i maj 2020.
Medlemmerne af bestyrelsen bliver de 4 borgmestre, foruden 4 repræsentanter fra erhvervslivet fordelt på de 4 kommuner samt en professionel bestyrelsesformand.
Advokat Karsten Madsen, Sæby, fungerer som formand med erhvervsrepræsentant Finn Rosenqvist, Aalborg, som næstformand. Dernæst borgmestrene Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Kommune, Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune og Karsten Nielsen, Læsø.
Som 3 yderligere erhvervsrepræsentanter har Marianne Bredevang, Scandic the Reef i Frederikshavn, Gitte Lunde Andreasen, Brønderslev Kommune, samt Finn Taul, Læsø, plads i bestyrelsen.
Adm. direktør CEO er Tonny Skovsted Thorup. Hovedkontoret er beliggende i Nordkraft i Aalborg.
Mere om Destination Nord
Der kan læses meget mere om Destination Nord her:
https://www.destination-nord.dk/
og her: https://www.enjoynordjylland.dk/corporate/om-destination-nord/om-destination-nord
Destination Nord udgiver bl.a. ”Nordvendt”: http://www.e-pages.dk/visitaalborg/334/ , hvor man tager pulsen på turismen og formidler data og prognoser om turismens udvikling i området.
Læs mere om selskabets strategi:
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Destination Nord en stærk akse med Skagen og Aalborg som fyrtårne' til en bekendt