Livredderne er tilbage på Skagen Sønderstrand

Livredderne er tilbage på Skagen Sønderstrand

24. juni 2022 - kl. 6:34 - af

I dag hejser de specialuddannede kystlivreddere endnu en gang flaget i det rød-hvidstribede livreddertårn på Skagen Sønderstrand. I løbet af sommeren er de klar til at møde børn og voksne på strandene, oplyse om badesikkerhed og holde et vågent øje med badegæsterne i vandet.

Når skolerne lukker ned for sommeren, har livredderne traditionen tro første arbejdsdag på strandene. Frem til den 17. august vil livredderne være på Skagen Sønderstrand alle dage fra kl. 10-18. 

Livredderne holder øje og giver gode baderåd
Når flaget er hejst i tårnet, betyder det, at livredderne er på vagt, og man er altid velkommen til at kigge forbi livredderne for at få en snak eller se deres livredderudstyr. 

– Vi håber, at vejret er med os i år, så alle, der holder ferie herhjemme, og turisterne får de bedste muligheder for at nyde de dejlige badestrande, vi har i Danmark. Livredderne har trænet hele foråret, så de er i topform og glæder sig til at møde badegæsterne og skabe vandglæde i trygge rammer. Man er altid velkommen til at komme forbi livreddertårnet og hilse på livredderne. De fortæller gerne om badeforholdene på stranden, og hvad man skal være særlig opmærksom på, og hvis man har skåret sig på en sten eller blevet brændt af en brandmand, så finder livredderne naturligvis førstehjælpskassen frem og hjælper, siger René Højer, projektchef i TrygFonden. Han fortsætter:

– Danmark er omgivet af vand, og mange mennesker bruger vandet aktivt i fritiden til bl.a. Stand Up Paddling (SUP). Derfor er det vigtigt at lære at svømme og tilegne sig livredningsfærdigheder, så man kan klare sig i vandet og hjælpe andre i nød. Desværre er det kun knap halvdelen af befolkningen, der siger, at de kan svømme 200 meter og dermed er svømmeduelige, og hele 26 pct. har været tæt på at drukne. Vi håber derfor, at livredderne på strandene udover at skabe tryghed for de badende også kan inspirere til, at man lærer at færdes trygt i og ved vandet.

I 2021 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 68.365 indsatser, hvoraf de 24 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Livredderne er en ekstra tryghed på strandene

Der er mange gode badesteder i Danmark, men vælg en strand med livreddere, så der er nogle til at gribe ind i nødsituationer, lyder rådet fra TrygFonden Kystlivredning.

– Når der er livreddere til stede på stranden, giver det ekstra tryghed. Derfor anbefaler vi altid, at man bader, hvor der er livreddere, og sørger for at holde sig inden for den zone, hvor livredderne holder særligt øje. Zonen er markeret med rød-gule flag i vandkanten, og her har livredderne tjekket, at der fx ikke er revlehuller eller andre forhold, der kan gøre badeturen utryg. Bad altid mindst to personer sammen, så I kan holde øje med hinanden, og har du børn med på stranden, så gå med dem i vandet, også selvom der er livreddere. Det er både mere sikkert og meget sjovere, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Se, hvor TrygFondens kystlivreddere bemander livreddertårnene her.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede på 35 strande og havnebade hver dag kl. 10-18 fra den 24. juni, hvor skolernes sommerferie begynder, og frem til den 17. august. Havnebadene ved Fisketorvet og Islands Brygge i København er åbne hver dag frem til og med den 30. september, mens havnebadet Aarhus Ø er åbent til og med 4. september.

De 5 baderåd
1. Lær at svømme

  1. Gå aldrig alene i vandet
  2. Læs vinden og vandet
  3. Lær stranden at kende
  4. Slip ikke børnene af syne

Læs mere om TrygFonden Kystlivredning på www.respektforvand.dk.

 

 

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Livredderne er tilbage på Skagen Sønderstrand' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2022 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER