Stigende energipriser skaber ny mulighed for Forsyningens kunder

Stigende energipriser skaber ny mulighed for Forsyningens kunder

14. september 2022 - kl. 10:05 - af

Frederikshavn Forsyning giver nu kunderne tilbud om månedsafregning for varme- og vandforbrug.

I denne tid, som bærer præg af prisstigninger – nu også på fjernvarmen i Frederikshavn, oplever Forsyningen, at flere kunder efterspørger en anden afregningsform.

”Vi vil gerne imødekomme dette ønske fra vores kunder, og derfor tilbyder Forsyningen fremadrettet, at vand- og varmekunder kan skifte til månedsafregning”, fortæller bestyrelsesformand for Frederikshavn Forsyning A/S, Erik Kyed Trolle.

Månedsafregning opgøres som en måneds faktisk forbrug samt en måneds aconto. Er man varmekunde ved Forsyningen, betaler man vand, renovation samt miljø-og genbrugsafgift på samme regning. Det er hele regningen, der vil overgå til månedsafregning.

Pr. 1. august 2022 overgik alle Forsyningens el-kunder til månedsafregning, og nu får øvrige kunder altså samme mulighed. 

Hånd i hanke med forbruget
”Kort fortalt betyder det, at du som kunde betaler forbruget, når det er der”, udtaler Erik Kyed Trolle. ”Formålet med en månedsafregning er, at man løbende betaler det faktiske forbrug og derved bliver mere opmærksom på sit forbrug. Det er vigtigt at understrege, at uanset afregningsformen så er prisen pr. MWh/m3 den samme, det er udelukkende afregningsformen, der ændres”, tilføjer Erik Kyed Trolle. 

Hvem kan skifte til månedsafregning?
Alle, der betaler forbrugsudgifter for varme og/eller vand direkte til Forsyningen kan skifte afregningsform.

Formand Erik Kyed Trolle forklarer: ”På grund af de store stigninger på fjernvarmeprisen, overvejede vi i første omgang at tilbyde vores fjernvarmekunder månedsafregning, men vi vil gerne udvide servicen til også at gælde vores øvrige kunder, der kun aftager vand fra Forsyningen”.

Forsyningen gør særlig opmærksom på, at hvis du bor til leje og betaler alle dine forbrugsudgifter via huslejen, er du ikke omfattet af tilbuddet. 

Større gennemskuelighed
Som det er nu, opkræver Forsyningen varmeregningen i seks aconto-rater, der er en udregning af årets forventede forbrug fordelt på seks regninger. Når året er omme, opgøres det faktiske årsforbrug, og det sammenholdes med de acontobeløb, du har betalt i løbet af året. Alt efter, om du har forbrugt mere eller mindre i forhold til dine aconto-indbetalinger, får du i begyndelsen af året en ekstra regning eller en tilbagebetaling.

Hvis du vælger månedsafregning, betaler du sidste måneds faktiske forbrug samt den kommende måneds forventede (aconto) forbrug. På samme måde som den nuværende årsopgørelse vil månedsregningen altid være korrigeret efter faktisk forbrug i forhold til acontobetalingen. Egentlig kan man sige, at i stedet for, at du får én årlig opgørelse, får du 12 månedsopgørelser.

Fordelen ved månedsafregning er, at du altid vil være ”ajour” med dine forbrugsudgifter. Hver måned ved du, hvad du har brugt i forhold til, hvad du har betalt, og du kan lettere gennemskue næste måneds regning.

På den måde kan du også blive mere bevidst om dit forbrug og eventuelt sætte tiltag i værk, hvis forbruget er for højt. På Forsyningens hjemmeside kan du finde gode råd til, hvordan du nedsætter forbruget.

Ulempen er, at dine betalinger ikke vil være jævnt fordelt over året. For eksempel vil betalingen for varme være højere i de kolde måneder. I sommer- og efterårsmånederne vil dit varmeforbrug være lavere. Modsat kan dit vandforbrug være højere om sommeren, hvis du vander haven eller fylder badebassinet. Har du en budgetkonto, hvorfra din forbrugsregning bliver betalt, skal du derfor være særlig opmærksom på, at de månedlige betalinger vil svinge.

Ønsker du at skifte til månedsafregning?
Når fordele og ulemper er vejet op mod hinanden, er det op til dig som kunde at vurdere, om du ønsker at skifte til månedsafregning. Det er en helt frivillig service, og du skal ikke betale for at skifte.

Du kan skifte til månedsafregning via en formular på Forsyningens hjemmeside . Du skal indtaste dit kundenummer, som du finder på en regning fra Forsyningen.

Praktisk vil det betyde, at du bliver oprettet som ”ny” kunde. Det vil sige, at du får et nyt kundenummer. Samtidig sender Forsyningen en slutopgørelse på det nuværende kundenummer.

Hvis din nuværende regning er tilmeldt Betalingsservice, skal du huske at tilmelde din nye regning til Betalingsservice. Benytter du selvbetjeningsløsningen minForsyning, skal du tilknytte dit nye kundenummer her.

Hvis du senere fortryder, at du har skiftet til månedsafregning, kan du skifte tilbage til almindelig årsafregning med seks aconto-regninger. Du skal i så fald være opmærksom på, at du endnu en gang får et nyt kundenummer. 

Har du spørgsmål om at skifte til månedsafregning, er du velkommen til at kontakte Forsyningen via mail kundeservice@forsyningen.dk eller tlf. 9829 9000.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stigende energipriser skaber ny mulighed for Forsyningens kunder' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2023 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER