
Lokalplan for udvidelse af Karstensens
2. december 2022 - kl. 6:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er udarbejdet forslag til lokalplan, kommuneplantillæg og miljøkonsekvensrapport / miljørapport for et område ved Vestre Strandvej og Værftsvej / Vestkajen på Skagen Havn for at skabe mulighed for at foretage en udvidelse af Karstensens Skibsværft i Skagen.
Plan- og Miljøudvalget traf den 15. august 2017 beslutning om igangsætning af planlægningen og udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapport / miljørapport. Udvalget har nu en vedtagelse til drøftelse på udvalgets næste møde den 5. december.
Trafikstyrelsen er myndighed for de dele af projektet, der er placeret på søterritoriet, mens Frederikshavn Kommune er myndighed på land.
Planlægningen og miljøkonsekvensrapporten / miljørapporten muliggør en udvidelse af værftet med nye anlæg i form af etablering af en ny overdækket tørdok i Vestre Bassin. Samtidig fjernes eksisterende mulighed for at overdække den eksisterende tørdok ved Nordkajen.
Der vil efter vedtagelsen af plangrundlaget være mulighed for at etablere to tørdokker, hvoraf den ene kan overdækkes. Kommuneplantillægget bringer lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanen, da den eksisterende mulighed for at foretage overdækning af en tørdok ved Nordkajen ændres til, at der i stedet kan etableres overdækning af ny tørdok ved Værftsvej/Vestkajen.
Øget længde og bredde
Ved igangsætningen af planlægningen var de forventede dimensioner på overdækningen af tørdokken på 110 m længde, 35 m bredde samt en højde på 35 m. Der har senere vist sig behov for at øge længden og bredden af overdækningen til 130 m og 45 m. Det er tidligere vurderet at denne ændring ikke udløser krav om afholdelse af ny foroffentlighedsfase m.v.
Der er i høringsperioden indkommet 21 høringssvar. Bemærkningerne vedrører bl.a.: alternative placeringsmuligheder, klapning af materiale fra uddybning, påvirkning af grundvand, habilitet, skygger og støj samt visuelle forhold.
I et af høringssvarene er fremsat ønsker om, at hegn/mur mod værftsvej kan opføres, så den ikke virker så bastant og fremmed i miljøet – f.eks. med kunst eller som en glasvæg.
Kommunens behandling af sagen foretages under forudsætning af, at Trafikstyrelsen meddeler de nødvendige tilladelser til projektet, herunder den nødvendige anlægstilladelse til projektet efter havneloven.
Kommunens Center for Teknik- og Miljø indstiller forud for mødet i Plan- og Miljøudvalget, at kommuneplantillæg vedtages uden ændringer i forhold til det fremlagte forslag, og at lokalplanen vedtages med diverse ændringer, herunder ændring af lokalplanens bestemmelser i § 7.2 vedr. Desuden at der efter offentliggørelsen af de endelige planer meddeles tilladelse til projektet efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter, og at tilladelsen meddeles på baggrund af den fremlagte miljøkonsekvensrapport og den sammenfattende redegørelse. Endelig indstilles det, at vedtagelsen sker under forudsætning af, at Trafikstyrelsen efterfølgende meddeler den nødvendige anlægstilladelse til projektet.
Via dette link er det muligt at nærlæse bilag til sagen:
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lokalplan for udvidelse af Karstensens' til en bekendt