
Garanti for pasning nær bopæl og højst 10 km væk
18. januar 2023 - kl. 6:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kommunens Center for Dagtilbud foreslår, at omfanget af kommunens pasningsgaranti fra den 1. marts 2023 ændres. Børne- og Ungdomsudvalget skal derfor på dets møde i dag den 18. januar drøfte den fremtidige pasningsgaranti i dagpleje, vuggestue og børnehave i Frederikshavn Kommune.
Helt overordnet lyder forslaget: ”Kommunen tilstræber at garantere forældre en plads i deres bopæls nærområde og hvis overhovedet muligt indenfor maksimalt 10 km fra bopælen.”
Pasningsgarantien er en minimumsgaranti for en plads, i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at opfylde en plads efter forældrenes ønske.
Forslaget til ændret praksis skyldes ændringen af 4 dagtilbudsdistrikter til 3 dagtilbudsområder. Det har aldrig været nødvendigt at udnytte det fulde omfang af den gældende pasningsgaranti, hvor forældrene som minimum har været garanteret en plads i deres bopæls dagtilbudsdistrikt. I Frederikshavn by dog opfyldt med en plads inden for det samlede byområde.
Pasningsgarantien betyder, at kommunen inden for 3 måneder tilbyder en alderssvarende pasning, men ikke i en bestemt institution/dagpleje og ikke med bestemte åbningstider. Kommunen tilstræber at garantere forældre en plads i deres bopæls nærområde og hvis det overhovedet er muligt indenfor maksimalt 10 km fra bopælen. Opskrivningsdatoen afgør ventelisteplaceringen.
Der er søskendehensyn ved anvisningen af pladser, så søskende kan komme i samme dagtilbud, hvis der er plads. Ved anvisningen af pladser tages hensyn til børn, der af sociale eller pædagogiske grunde har et særligt behov for et pladstilbud.
Kommunen kan fravige ventelistens anciennitet, hvis andre ganske særlige udefra kommende omstændigheder giver et barn akut behov for en plads.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Garanti for pasning nær bopæl og højst 10 km væk' til en bekendt