
Vinterbader eller ej – Du får varmen med Grarup Allstars
19. januar 2023 - kl. 6:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Koncerten på Kappelborg fredag 27. januar med det prisvindende orkester Grarup Allstars indgår i programmet for Skagen Vinterbadedage, hvor deltagerne får rabat. Men du kan også nyde koncertoplevelsen uden den iskolde dukkert i havet.
Grarup Allstars består af Ben Webster-prisvinder Uffe Steen på guitar, Rasmus Stenholm på orgel, Niels Mathiasen fra Gnags på saxofon, Johnny Madsens bassist Niels Nello Mogensen, Esben Bach på trommer og ikke mindst Margrete Grarup forrest med sin smukke vokal.
Grarup Allstars er et af Danmarks absolut bedste live-bands. De seks bandmedlemmer er netop all stars og cementerede deres position på den danske bluesscene med Danish Music Award 2019. Det er et band, der først rigtigt lever, når de spiller live. De seks eminente musikere lader sig føre af musikken, hinandens energi og publikums medleven. Derfor er der lagt op til en overvældende musikalsk oplevelse på Kappelborg.
Kappelborgs leder, Lars Ilum, der selv er vinterbader, er klar til at tage turen i Kattegats bølger og en tur i saunaen på Sønderstrand inden aftenens koncert. Han kan kun anbefale andre at gøre det samme. Ikke kun fordi det er en forrygende oplevelse at vinterbade, men køber du koncertbilletten i forbindelse med Skagen Vinterbadedage, så får du både rabat på entreen og en øl eller et glas vin til koncerten.
Oven på koncerten med Grarup Allstars vil vinterbaderne bruge weekenden på flere dukkerter samt den traditionelle labskovs og glühwein i museets have, og hvad programmet ellers byder på. Alle os andre kuldskære lander måske i sofaen med Grarup Allstars live-CD ”That’s What Love Can Do” på anlægget. Det er heller ikke dårligt.
Billetter til koncerten kan købes på kappelborgskagen.dk eller fysisk på Kappelborg. Husk at medbringe Vinterbadedage-armbåndet og få rabatten!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vinterbader eller ej – Du får varmen med Grarup Allstars' til en bekendt