Foreningen Musik i Skagen: Kommentar til byrådet

Billede af Havnevej under Festivalen.

Foreningen Musik i Skagen: Kommentar til byrådet

14. marts 2024 - kl. 13:15 - af

Vedr. behandling af Restaurationsforskriften

Ifm. byrådsmøde onsdag 20. marts 2024 har Foreningen Musik i Skagen flg. kommentarer:

Afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Vi mener ikke, at man ud fra teksten i afgørelsen kan konkludere, at denne har opsættende virkning for restaurationsforskriften.
Vi anser det som meget vigtigt for branchen, at man fastholder forskriften, men i stedet suspenderer muligheden for at søge de 10 dispensationer, indtil der er foretaget VVM-undersøgelse og man kan genbehandle dispensationerne.

Udeservering.
I restaurationsforskriftens bilag 4 står denne tekst, som omhandler udeservering: “Støj fra gæster på restaurantens areal medregnes ikke i det samlede støjniveau.”
Såfremt forskriften annulleres, giver man klager en ny mulighed for nu at klage over larm fra udeservering, som altså vil være restaurantens ansvar. Vi henviser til en nylig afgørelse fra København, hvor et forslag om forbud mod udeservering blev stemt ned. Hvem kan forestille sig en sommeraften i Skagen, hvor man ikke
må sidde udenfor på byens restauranter?

Historik:
Inden forskriften trådte i kraft, var der også udendørs musikarrangementer i Skagen. Når der kom klager, forsøgte kommunen at måle støj for at konstatere, om der blev spillet for højt. Kommunen tabte to sager mod restauranter, fordi man ikke uden videre kan måle musikstøj og sortere baggrundsstøjen fra. I de fleste tilfælde var baggrundsstøjen langt højere end de 55dB (i dagtimerne), som restauranterne måtte spille.

Derfor fastsatte man støjgrænserne i forskriften på nogenlunde samme niveau som baggrundsstøjen, så man nu kunne måle den egentlige støj fra musikken.
I 2017 indførte man samme model i København for at Tivolis fredagskoncerter kunne afvikles uden at forsvinde i baggrundsstøjen:
https://www.berlingske.dk/kultur/tivoli-ser-ud-til-at-vinde-stoejkrigen-i-koebenhavn

Hvordan lyder 60 dB?
Skalaen indenfor decibel er tilpasset mennesker. Det vil sige, at 0 dB er den laveste lyd, som mennesker kan høre. En samtale mellem venner vil være omkring 60 dB. Når skalaen når op på niveauet omkring 90 dB, kan det sammenlignes med lyden, som en græsslåmaskine laver. Kilde: Audionova, 10. sep. 2019.

Skagen Festival.
I forskriften står der endvidere (i tillæg), at restauratørerne fritages for ansøgningsforpligtelsen under Skagen Festival. Uden forskriften kan vi dermed ikke længere bidrage til den stemning, som Skagen Festival er kendt for, hvor der er musik alle steder i byen, hvilket tiltrækker tusindvis af gæster til området.

4 klager.
Med kun 4 klager over støj fra musikarrangementer i hele 2023 håber vi, at byrådet vælger at bakke op om vores forslag og dermed bevarer den velkendte Skagen-stemning, som byen har været kendt for gennem mere end et århundrede.

Med venlig hilsen

Foreningen Musik i Skagen:
Skagen Fiskerestaurant
Buddy Holly & Kælderen
Havnekroen
Kompasset
Bodilles Kro
Ruths Hotel
Jakobs Café & Bar
Tørst Cocktailbar
Pakhuset
Dit Smørrebrød
Linie 74
Hyttefadet
Skagen Bryghus
Viseværtshuset

8 kommentarer til “Foreningen Musik i Skagen: Kommentar til byrådet” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

8 kommentarer til “Foreningen Musik i Skagen: Kommentar til byrådet”

  • Rasmus Johannesen

    Jeg tænker at dem der vil have høj musik på spillesteder i skagen nok ikke bor 100 meter fra disse.
    Hvad giver høj musik til Skagen? Tror da ikke turisterne kommer til Skagen for høj musik, nok nærmere for at holde ferie i ro og mag.
    Nuvel kommer der selvfølgelig flere penge i kassen for restaurantørne, men det tror jeg deres støj ramte naboer er pænt ligeglade med.
    Hvad vil vi med skagen?

  • Denne sag startede for en del år siden, hvor restauratørerne ønskede og fik bevilget udeservering af politisk vej, og det må siges at være en succes.
    Nogle år senere, fik restauratørerne indført et restaurationsregulativ med musik i det offentlige rum med politikernes godkendelse ved en dispensation for miljøloven!!!

    Dette har været til stor gene for os beboere i området, – vi er aldrig blevet spurgt, eller området screenet med efterfølgende miljøundersøgelse som loven foreskriver.

    Der blev dannet en beboerforening med over 50 husstande, som forsøgte utallige gange at påpege problemet over for politikerne, som blot oplyste at der var flertal politisk for musik, – der kunne ikke henvises til nogen lov for musikken.
    Ingen politikere har ønsket i hele forløbet at få undersøgt om lovligheden for den bevilgede musikdispensation (kun en enkelt gik imod), på trods af et utal af opfordringer. En dispensation der kun var gældende for Skagen.
    Der skulle ligeledes gå 5 år før politikerne indrømmede at der ikke har været ført kontrol af den bevilgede musik.

    Nu er kommunens bevilgede musik i det offentlige rum erkendt ulovlig af Miljø- og Fødevarenævnet.
    Der er blevet kørt hetz mod de personer som mente at loven skulle overholdes og det har ikke været særligt spændende at læse hvordan tasterne sidder løse og der ikke tænkes tre gange inden der trykkes på ”SEND”, – vi skal vel alle følge loven eller hvad?
    Det ville havde været fantastisk hvis man havde sat sig ind i fakta før man farede i blækhuset.

    Ingen har tilsyneladende tænkt på, hvordan en sommer opleves med musik det meste af ugen, samt fredag, lørdag, ofte med musik fra op til 5 til 6 restauratører samtidig.
    Der er dem som bad os flytte, for det var “synd” for restauratørerne hvis de ikke bare kunne spille løs, – jamen skal det hele være lovløst, og der stod vi med gadens parlament imod os, – er det en måde disse personer og restauratører selv ønsker sig behandlet på, – er det demokratisk?

    Restauratørerne får det til at lyde som om udeservering ikke er tilladt, det er ikke rigtig.
    Afgørelsen fra Miljø- og Fødevarenævnet, forhindrer IKKE restauratørerne i at have udeservering.
    Det var endda restauratørerne selv der fik bevilget udeservering på Havnevej m.m. før musikken blev bevilget, hvorfor skal det så pludselig blive et problem nu – udeserveringen kan fortsætte hvis miljøloven følges.

    Med hensyn til antallet af klager fra beboerne, har det været nytteløst overfor kommunen, da beboerforeningen utallige gange har klaget over den manglende kontrol i 5 år, så hvad skulle en klage nytte. Politiet kunne intet gøre på grund af en dispensation som i dag er kendt ulovlig.

    Det må være rimeligt at vi nu kan få lovlige forhold i Skagen Midtby, samt have krav på samme miljøbeskyttelse som andre borgere i kommunen.

    Jeg tror og håber vi alle i byen ønsker at Skagen Festival som er over en 50årige tradition, kan få samme vilkår for alle i byen også restauratørerne og jeg ønsker gerne at nyde musikken når det er indenfor Miljølovens rammer.

    Med venlig hilsen og god påske

  • Skawbo in spe

    @Søren Holm Pedersen, 👍

  • Mona Høj Jensen

    Håber fornuften råder, så vi kan få en kanon musikalsk oplevelse i Skagen til sommer. Lad dog ikke nogle få kværulanter sejre over fornuften.

  • Søren Holm Pedersen

    Foreningen Musik i Skagen har i støjsagen rettet en appel til kommunalbestyrelsen i Frederikshavn Kommune om ikke at følge forvaltningens og udvalgets indstilling om at lade miljølovgivningens regler gælde fremadrettet. I stedet vil foreningen have indført en ny og mere lempelig restaurationsforskrift til afløsning af den gamle forskrift, som er underkendt af Miljø- Fødevareklagenævnet. I den forbindelse er der to ting, der undrer mig:
    – Hvorfor mener foreningen ikke, at miljølovgivningens regler herunder om støj skal gælde i Skagen, som de gør alle andre steder i Danmark?
    – Hvorfor mener foreningen ikke, at restauratørerne kan drive deres erhverv i Skagen under miljølovgivningens regler og uden en særlig restaurationsforskrift, når de kan gøre det alle andre steder i Danmark og også på feriesteder?
    Hvad angår unikt musikmiljø, så har Skagen Visefestival sin rod i havneområdet og den tilgrænsende Kappelborg bydel. Da jeg var ung i Skagen for snart 50 år siden var beboerne i området også godt trætte af støj og skidt fra festivaldeltagerne. Men de fandt sig i det, fordi det kun varede en uge og var godt for byen. Problemet i dag synes at være, at den ene uge er blevet til 6 måneder. Måske kan efterlevelse af miljølovgivningens støjgrænser faktisk få genskabt det unikke musikmiljø i Skagen.

    Med venlig hilsen
    Søren Holm Pedersen, Hulsig

  • Jette Rasmussen

    Håber det bedste for vores musikliv i byen.
    Godt brøl.

  • Georg Uhlmann

    Lav en underskrift kampanje for os der vil ha musikk i Skagen

  • 👍👍👍👍👍

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Foreningen Musik i Skagen: Kommentar til byrådet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger