Nekrolog – Henning Bech

Nekrolog – Henning Bech

5. april 2024 - kl. 10:44 - af

Henning Bech, MBA, tidligere økonomidirektør og bestyrelsesmedlem i NGO’en ELSA, Alkevej 18 i Klitlund, Ålbæk, 70 år. 

Henning Bech blev født på slægtsgården Bækbo i Klitlund, Ålbæk, og var ældste barn af særdeles driftige forældre, Ellen og Holger Bech. Udover at passe sin skolegang hjalp han til på gården sammen med sine to yngre søstre, Hanne og Birthe. Det var dog ikke landbruget, der trak i Henning. Han havde andre planer med sit liv. 

Han blev uddannet Cand.Oecon. fra Aarhus Universitet i 1979 og arbejdede herefter hos bl.a. B&W Alpha Diesel i Frederikshavn, Århus Oliefabrik og Crisplant Industries A/S som økonomidirektør og medejer. I 1996 besluttede han at forlade arbejdsmarkedet for en stund for at læse en MBA på Henley Management College i England og tog desuden en halv DBA samme sted. Derefter underviste han som ekstern lektor på Økonomisk Institut, Århus Universitet. 

I en alder af 52 år valgte han at trække sig fra arbejdsmarkedet og i stedet dedikere sin tid til familien – daværende hustru Gitte og børnene Kristian og Karen, velgørenhedsarbejde i Etiopien og renovering af sine bedsteforældres aftægtsbolig, Søbæk i Klitlund (Aalbæk), fra 1946. Derudover dyrkede han et væld af interesser. Kalenderen var altid fuld af storslåede rejseoplevelser, samt golf- og jagtture, og han var desuden en dygtig kunstsamler og ivrig kulturforbruger. 

Takket været Henning er Søbæk nænsomt blevet istandsat gennem årene, og de omkringliggende jorde er blevet dyrket og plejet. Landmandsgenet lod sig ikke fornægte, og det gjorde Hennings kærlighed til sit fædrene ophav heller ikke. Han har altid haft stor interesse for slægtens historie, som har familiegrene til hele Råbjerg Sogn og var en formidabel historiefortæller, der gerne delte ud af sin viden.   

Henning var meget stolt af sine børn, Kristian og Karen, og ikke mindst af sine børnebørn Gustav og Emilie. Han var et umådeligt kærligt og generøst samlingspunkt i familien – for både børn og voksne – og arrangerede gerne fisketure i den lille robåd, køreture i veteranbilen, store familiesammenkomster og -udflugter.  

I 2023 giftede han sig med Mette, der som barn og ung ferierede i Søbæk og Bækbo. Vintrene tilbragte de i Lillestrøm i Norge og somrene i Søbæk. I marts måned i år fik Henning konstateret uhelbredelig kræft på et sygehus i Norge, og hans sidste ønske var at gense Søbæk – et ønske, som hans børn og hustru indfriede. 

Henning var et beskedent og tænksomt menneske, der besad en beundringsværdig ro. Samtidig skabte han altid liv omkring sig med sit åbne og glade sind. Han var social, hjertevarm, omsorgsfuld og utroligt hjælpsom. Et knuselskeligt fyrtårn i familien, som for evigt vil være savnet.   

Henning efterlader sig hustruen Mette Bryhn, sønnen Kristian, datteren Karen og børnebørnene Gustav og Emilie, samt svigerbørn.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nekrolog - Henning Bech' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger