Jon Andersen melder sig som borgmesterkandidat for Venstre

Jon Andersen melder sig som borgmesterkandidat for Venstre

15. april 2024 - kl. 10:10 - af

Efter længere tids overvejelser og utallige opfordringer stiller jeg nu mit kandidatur til rådighed for Venstres medlemmer som borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune – udtaler Jon Andersen, der er født, opvokset og bosiddende i Sæby, dog med en kort afstikker til Nørresundby.

Jon er 44 år og har de sidste ca. 25 år arbejdet på tværs af flere industrier i specialist- og ledelsesfunktioner, herunder produktion, luftfart, telekommunikation, software og managementkonsultation. Fælles for alle jobs gælder, at temaet har været forretningsudvikling, styr på økonomien og forandringsledelse – noget, jeg finder særligt vigtigt i den situation, Frederikshavn Kommune befinder sig i på nuværende tidspunkt.

Det er bl.a. en øgning i udbuddet af jobs og en højere beskæftigelse, der skal sikre den nødvendige økonomi til at udbygge vores skoler og holde hånden under de svageste i vores samfund. Derfor piner det mig også, at Frederikshavn kommune er rutsjet ikke mindre end 46 pladser ned på erhvervsvenlighedsskalaen fra en 17. plads i 2022 til en 63. plads i 2023 – dette er særligt kritisk, når man tænker på, at vi i 2023 blev 488 færre borgere i Frederikshavn Kommune.

Parallelt med mit erhvervsliv har jeg altid været aktiv i foreningslivet, og det ligger mig særligt på sinde, at det skal være nemt at drive forening i Frederikshavn Kommune, da det er her, vores unge såvel som gamle kan finde fællesskab og derved ikke ufrivilligt ende i mulig ensomhed. Desværre er det et af de områder, hvor vi procentvis halter efter vores nabokommuner.

Er alt kun møg i Frederikshavn Kommune? På ingen måde – der er meget, jeg er stolt af, men særligt udviklingen inden for turisme er positiv, og den skal vi naturligvis fortsat understøtte, så endnu flere kan opleve, hvor smuk vores kommune er fra Voerså i syd til Skagen i nord.

Vi står i en situation, hvor samarbejde bliver vigtigt. Det gælder både på tværs af kommunen og særligt i byrådet. Det kan godt være, vi potentielt står i møg til halsen, når det kommer til Frederikshavn Havn, men jeg håber en fremstrakt hånd til mine potentielle politiske kolleger kan sikre et bredt samarbejde. Jeg vil gøre mit for et konstruktivt samarbejde på tværs af politiske holdninger – det skylder vi borgerne i Frederikshavn Kommune. Et gammelt mundheld siger: “Når man står i møg til halsen, skal man ikke hænge med hovedet eller sparke benene væk under sin makker, for vi har brug for hinanden.”

Jon Andersen er uddannet maskinarbejder hos Roblon i Sæby og har efterfølgende læst til civilingeniør samt MBA på Aalborg Universitet, flankeret af en række uddannelser inden for ledelse, innovation og økonomistyring. Jon er gift med Betina, og de har børnene Lærke på 16 år og Tobias på 14 år sammen.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Jon Andersen melder sig som borgmesterkandidat for Venstre' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger