PR foto.
Stort klaver-talent giver koncert i Skagen
4. september 2024 - kl. 6:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En af Skandinaviens mest lovende unge pianister, den 30-årige Filip Michalak, har sagt ja til at give koncert i Skagen.
Det dansk-polske klaver-talent spiller musik af fire store komponister fra det 19. århundrede, når han på søndag den 8. september kl. 15 giver koncert i Skagen Kirke. Koncerten er arrangeret af Skagen Musik- og Teaterforening.
Filip Michalak har til koncerten udvalgt klaverstykker af følgende komponister: tyske Johannes Brahms, franske César Franck, polsk-franske Fryderyk (eller Frédéric) Chopin og russiske Sergej Rakhmaninov.
Den unge pianist har høstet stor anerkendelse i hele Europa, USA og Mellemøsten. Han har vundet adskillige priser i Danmark og i udlandet – herunder førsteprisen i konkurrencen “Stars at Tenerife” i Spanien og førsteprisen i “Nordjyllands Talentkonkurrence”. Han var finalist i “The 8th Nordic Piano Competition” i 2017.
I denne måned står Filip Michalak i spidsen for den nyetablerede Aalborg Kammermusik Festival.
Han er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i
København under professor Niklas Sivelöv, og studerede senere hos professor Julia Mustonen-Dahlkvist på Ingesund Musikhögskolan i Sverige og på Royal College of Music i Stockholm.
Man kan købe billetter til denne koncert på forhånd ved at indbetale prisen (100 kr. for medlemmer af SMTF, 200 kr. for ikke-medlemmer) til foreningens konto 9008 4562727545 eller MobilePay 126440.
3 kommentarer til “Stort klaver-talent giver koncert i Skagen” under annoncerne.
Kære Hanne
Ja det er ret fantastisk……
Kære Hans-Jørgen.
Da Skagen har et meget rigt og varieret udvalg af interessante oplevelser og begivenheder, må vi leve med, at ethvert valg indebærer et eller sågar flere fravalg. Det er et luksusproblem for en by af Skagens beskedne størrelse.
Jeg vælger kirken i denne omgang. Hvis du vælger Ankermedet, må vi udveksle erfaringer, når vi engang – formentlig inden længe – mødes til samme arrangement.
God fornøjelse her og der til os alle.
Hanne
Ærgerligt at det falder sammen med ældre sagens underholdning på Ankeredet