Poul Eeg Camping ønsker tilladelse til vintercamping
6. oktober 2024 - kl. 6:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Poul Eeg Camping på Bøjlevejen 21 har ansøgt kommunen om tilladelse til vintercamping.
Ansøgningen behandles af Plan- og Miljøudvalget for dette udvalgs næste møde den 7. oktober.
Ansøgningen er begrundet med, at
- pladsen i de senere år har mærket en stigende efterspørgsel for vintercamping
- de seneste år har budt på en stor stigning af autocampere i Skagen. Ejerne af disse mangler et sted til at komme i bad, vaske tøj, tømme tank, fylde vand på samt overnatte sikkert og lovligt om vinteren, hvor mange har lukket
- kommunen, Destination Nord og Toppen af Danmark ønsker mere helårsturisme i området. Sagen er drøftet med Destination Nord og Toppen af Danmark. Disse er tilhængere af forslaget om muligheden for helårscampering på Poul Eeg Camping.
På nuværende tidspunkt har Poul Eeg Camping tilladelse til at tilbyde campering i perioden den 1. marts til 31. oktober. Poul Eeg Camping oplyser, at man for nylig har fået etableret frostsikret påfyldning af vand samt tømningsmulighed. Yderligere er toiletbygningen helårsisoleret og i forvejen opvarmet hele året.
Ifølge campingreglementet kan der ikke gives tilladelse til vintercampering i områder, der i en kommuneplan er udpeget til særligt værdifuldt landskab. Bøjlevejen 10 er udpeget til særligt værdifuldt landskab i kommuneplanen, og der kan derfor ikke administrativt meddeles tilladelse.
I øjeblikket har 5 ud af kommunens 10 campingpladser tilladelse til vintercampering.
Kommunens Center for Teknik og Miljø indstiller forud for mødet, at der med baggrund i tidligere praksis meddeles tilladelse til vintercampering på Bøjlevejen 21.
Tekst: Per Rye
3 kommentarer til “Poul Eeg Camping ønsker tilladelse til vintercamping” under annoncerne.
Plan- og Miljøudvalget har nu godkendt muligheden for vintercamping.
Det hjælper jo ikke på problemet, at de kan være på campingplads om vinteren, når det er om sommeren at der kommer for mange.
Tak til Poul E’s camping for det gode initiativ for vintercamping. Det har været et mega behov for alle de autocampere – fra hele Europa – der gæster Skagen.
Så kan der komme ro om den sag.