Foto: John Fleng Steffensen.
Kan du hjælpe: Havbiolog søger informationer
14. december 2024 - kl. 6:23 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Havbiolog søger informationer om fangst af Grønlandshajer i Skagerrak.
Biolog ved Københavns Universitets Marinbiologiske Laboratorium i Helsingør, John Fleng Steffensen, arbejder bl.a. med forskellige fisks tilpasninger til iltfattigt vand og forskellige vandtemperaturer, og hvordan de svømmer. Han leder et forskningsprojekt med titlen Gammel of Kold: Grønlandshajens Biologi. Forskningsgruppen har blandt andet påvist at Grønlandshajen sandsynligvis er det hvirveldyr på kloden der kan opnå den højeste alder på omkring 270 – 400 år. Grønlandshajen lever i det Nordlige Atlanterhav, og som navnet antyder omkring Grønland. Der er stadig meget der er ukendt om Grønlandshajen, bl.a. hvor den føder sine unger – ja de er levendefødende- og hvor mange unger de føder. Der er kun en gang i tidens løb fanget en gravid Grønlandshaj, og det er meget sjælden at der fanges små eksemplarer. I 1953 syd øst for Færøerne fangede en fisker en Grønlandshaj der indeholdt 10 ca. 40 cm lange unger der var så veludviklede at det tilsyneladende var lige før de blev født. Forskningsgruppen fangede i 2019 2 ca. 1 meter lange Grønlandshajer i Skagerrak på omkring 500 meters dybde. Grønlandshajer kan blive omkring 5,5 meter lange. Nu har biologerne også sekventeret Grønlandshajens genom, og har planer om at begynde med at undersøge hvor mange kromosomer hajen har, og længden af dens telomerer.
I forbindelse med de fortsatte undersøgelser efterlyser biologerne oplysninger fra fiskere som tidligere har fanget Grønlandshajer som bifangst i Norske Rende i Skagerrak, oplysninger som hajernes cirka størrelse, årstid, position, dybde og om det var med trawl, langline eller andet redskab. Informationerne vil være vigtige for om man skal forsøge at søge økonomisk støtte til et forskningstogt til Skagerrak med henblik på at forsøge at fange nogle mindre Grønlandshajer til yderligere undersøgelser.
John kan kontaktes på jfsteffensen@bio.ku.dk eller mobil: 60770490
Man kan høre en ”24 Spørgsmål til Professoren” podcast om Grønlandhajens gåde med John på dette link: https://omny.fm/shows/24-sp-rgsm-l-professoren/24-sp-rgsm-l-classic-gr-nlandshajens-g-de
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kan du hjælpe: Havbiolog søger informationer' til en bekendt