
Fejlagtige udmeldinger ligger i vejen for en ansvarlig stillingtagen fra A
17. december 2024 - kl. 6:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette fra Peter Sørensen (UP) og gruppeformand for de Konservative John Lamp Henriksen (C) :
Julen står for døren, og fejlagtige udmeldinger ligger i vejen for en ansvarlig stillingtagen fra A.
Ja, så kort kan man beskrive den slingrekurs som A fører omkring Restaurationsforskriften.
Restaurationsforskriften sætter blandt andet rammerne for musik på restauranterne i dele af Skagen by, og giver en restaurant mulighed for dispensationer til maksimalt 10 musikarrangementer med højere lydstyrke. Ordningen har, med diverse tilretninger, været gældende siden 2010 og blev ikke miljøvurderet, da det ikke var normalt dengang.
En borgerforening har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i december 2023 meddelte, at (citat): ”Kommunen skulle have gennemført en vurdering af, om planen kunne få væsentlig indvirkning på miljøet!”
Sagen blev senest den 20. marts 2024 fremsat i byrådet, hvor et flertal med 27 – 2 vedtog, at der skulle køres videre med den omtalte restaurationsforskrift. Afgørelsen var helt lovlig, og Frederikshavn Kommune overholdt lovgivningen på området.
Inden den afgørelse havde vi som politikere bedt om en vurdering af Miljø- og Fødevareklagenævnets uklare afgørelse, og administrationen forespurgte Nævnes Hus, som svarede tilbage (citat):
At Miljø- og Fødevareklagenævnet i den pågældende situation alene har kompetence til at forholde sig til forhold relaterende til miljøvurderingsloven. Nævnet har således ikke kompetence til at forholde sig til forhold omkring restaurationsforskriftens indhold eller gyldighed af denne, hvorfor nævnet ikke har taget stilling til dette i afgørelsen!”
Tydeligere kan det næppe understreges, at der nu er tale om en misforståelse når administrationen anbefaler at restaurationsforskriften suspenderes og når udvalgsformanden efterfølgende går ud og kalder forskriften ulovlig på TV2.
Onsdagens byrådsmøde er sidste chance for at rette op på fejlen, men det kræver at Socialdemokratiet følger den linje de har haft i alle de seneste år, når Restaurationsforskriften har været til behandling, og stopper deres slingrekurs (i Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget) overfor erhvervet i kommunen.
Vi skal selvfølgelig følge afgørelsen om at lave en screening og evt. efterfølgende VVM undersøgelse. Når resultatet heraf kendes, tager vi stilling til om, og i givet fald hvordan, det påvirker den gældende restaurationsforskrift.
Når punktet kommer på byrådets dagsorden på onsdag, vil vi opfordre de øvrige byrådsmedlemmer til at følge vores linje med at støtte op om erhvervet og turismen og sige nej til at suspendere restaurationsforskriften, mens VVM processen gennemføres.
”Væsentlige Virkninger på Miljøet” (VVM).
4 kommentarer til “Fejlagtige udmeldinger ligger i vejen for en ansvarlig stillingtagen fra A” under annoncerne.
Kære Mogens
Mit indlæg var ment som en humoristisk tanke. Jeg kan godt se, at mit indlæg kan have andre andre hensigter, end jeg havde ment.
Så tilbage til Sheriffen. Jeg ville bare lave sjov med, at du nu er den, de alle holder øje med – as the new sherif in town.
God luck.
Ps. Mit efternavn har ingen betydning for dig. Hold du dig bare til dit.
John, hvem er du egentlig hvad er dit efternavn – Nielsen måske? Er dine meninger så dårlige, at du ikke tør fortælle hvem du er?
Der er jo altid nogen, der holder øje med The New Sheriff in Town 😂😂😂😂
Sagen blev senest 20. marts 2024 fremsat i byrådet, hvor et flertal med 27-2 vedtog, at der skulle køres videre med den omtalte restaurations forskrift. Afgørelsen var helt lovlig, og Frederikshavn Kommune overholdt lovgivningen på området.
Peter Sørensen og vicepolitiinspektør og 2. Viceborgmester John Lamp Henriksen har bevist eller grundet manglende indsigt skrevet en klumme om “fejlagtige udmeldinger” her på Kanalen.
Hvis ikke det var fordi deres påstande i høj grad er usande, kunne man bare sige nå, der er åbenbart ved at gå “valg” I retorikken. Peter Sørensen kan jo være ligeglad, for han har jo meddelt, at han ikke genopstiller, men det gør vicepolitiinspektøren sikkert.
Der hvor kæden hopper af i deres skriv er:
1) Afstemningen den 20. marts var alt andet en lovlig. Kommunen overholdt ikke lovgivningen på området, og har ikke gjort det på noget tidspunkt. De mener, at miljø vurderinger ikke var normalt dengang. Men loven var der alligevel og har været der siden 2007. Kommunen havde kendskab til den, og refererer tilmed til den ved godkendelse af lokalplan SKA200.C1 I 2008.
2) Der henvises til en tlf. Samtale og en mail fra en tilfældig medarbejder i Nævnenes Hus af 18-19. Marts. En handling, der var bestilt af Birgit S. Hansen. Det d’herrer ikke nævner er, at vedkommende medarbejder også skrev, at hun ikke var kompetent til at udtale sig om sagen, men henviste til restort myndigheden – Miljøstyrelsen.
3) Det enkle og rigtige svar om betydningen af Nævnets Afgørelse findes i en mail til mig, med kopi til kommunen fra 9. Januar, 2024. Teksten er “Kære Mogens Bandholm
Tak for din henvendelse af 27. december 2023 vedrørende spørgsmål til Miljø- og Fødevarer Klagenævnet.
Sekretariatet for Miljø- og Fødevarer Klagenævnet kan oplyse, at Miljø- og Fødevarer Klagenævnet med afgørelsen har taget stilling til, at
Frederikshavn Kommunes Restaurations Forskrift fra 2017 er omfattet af miljøvurderingsloven. Nævnet har, som det fremgår af
afgørelsen, ikke kompetence til at tage stilling til selve restaurations forskriften.
Det er op til Frederikshavn Kommune at efterleve afgørelsen, hvorfor spørgsmål til det videre forløb skal rettes til kommunen.
Kommunen er cc pà denne e-mail.
Betydningen af “efterleve” kan ikke, selv med den bedste vilje misforstås af nogen.
Derfor gør byrådet i dag den 18/12 det eneste rigtige, hvis lov og retsstatsprincippet skal overholdes. Anbefaler medlemmerne at stemme for beslutningen fra PMU og ØKO udvalgene.
Hvad Peter Sørensen har af mening, er lidt ligegyldig, men når en vicepolitiinspektør åbenbart deler denne mening mister man tilliden til
politiet.
Mogens Bandholm