Arkivfoto.
Få fingrene i de sidste billetter: Nytårskoncerten har 12 billetter tilbage
10. januar 2025 - kl. 12:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
To ud af de tre forestillinger til årets nytårskoncert på Kulturhus Kappelborg i Skagen er totalt udsolgt, og Kappelborg melder nu ud, at der kun er 12 billetter tilbage til dagens sidste forestilling klokken 19.30. Der er altså nu en ekstraordinær mulighed for at sikre sig billetter til kulturhusets meget populære nytårskoncert.
Men det gælder om at være hurtig på tasterne på Kappelborgs hjemmeside, for billetterne er populære.
Musikalsk nytårsfest med stærke navne
Det er 12. år i træk, at nytårskoncerten finder sted, og traditionen tro er det operasanger og tenor Jens-Christian Wandt, der står i spidsen for nytårskoncerten som aftenens konferencier. Og publikum kan, som så mange år før, se frem til en festlig og musikalsk fejring af det nye år med Det Jydske Underholdningsorkester, Nordjyske Strygere og Skagens eget kor, Klitkoret.
Årets solister: Signe Svendsen og Christina Jønsi
På scenen står, som årets solister den danske sanger og sangskriver Signe Svendsen og den norske mezzosopran Christina Jønsi.
Fra Rollo og King til musikalsk autenticitet og nærvær
Signe Svendsen blander sin stærkt roste musikalske autenticitet med sårbarhed og nærvær i sin optræden.
Nogle kender måske Signe Svendsen som vinder af det danske Melodi Grand Prix 2001 med bandet Rollo
& King. Siden da har hendes karriere taget en helt anden retning, og med sit seneste og meget roste album ‘Hvem Vil Ikke Elskes Igen’ placerer Signe Svendsen sig som en af de bedste danske sangskrivere i hendes generation. Hun har en magisk evne til at gøre det sårbare til noget, vi kan være fælles om og dykker ubesværet ned i kærlighedens vildveje og voksenlivets trakasserier med et helende nærvær og en særegen autenticitet.
Fremadstormende operatalent flyves ind
Ved årets nytårskoncert uddeles også Skagen Kappelborg Talentprisen 2025, som i år går til den norske mezzosopran Christina Jønsi.
Christina Jønsi er et fremadstormende operatalent med stor international erfaring. Hun kunne sidst opleves i Skagen i august til International Opera Masterclass, og i januar, kort efter nytårskoncerten, debuterer hun i hovedrollen som Hans i “Hans og Grethe” ved Den Norske Opera og Ballet. Den travle mezzosopran flyves ind til Skagen mellem prøverne til forestillingen ved Den Norske Opera, og publikum kan glæde sig til at opleve hendes store talent på scenen ved årets nytårskoncert.
Programmet
Programmet for Nytårskoncerten 2025 byder på musikalske perler fra musical-klassikeren My Fair Lady og opera-evergreens fra Carmen. Alt sammen under ledelse af dirigenten Vagn-Egon Jørgensen med Det Jydske Underholdningsorkester og Nordjyske Strygere, der som altid markerer nytåret med både Champagnegalop og Radetzky March.
Med så få billetter tilbage til aftenforestillingen kl. 19.30, er det nu eller aldrig, hvis man vil være en del af Skagens traditionsrige nytårskoncert.
For billetter og mere information: Besøg Kulturhus Kappelborgs hjemmeside.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Få fingrene i de sidste billetter: Nytårskoncerten har 12 billetter tilbage' til en bekendt