
Foto: Mikkel Jensen.
At ro med spækhuggere i Frederikshavn
4. februar 2025 - kl. 9:52 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I vinterhalvåret roer vi kun om lørdagen i Frederikshavn Havkajakklub, og i lørdags var det meget specielt for nogle af vore roere.
Mikkel Jensen, som er en af klubbens meget erfarne roere, der roer mange kilometer hvert år, var roet lidt i forvejen for de andre, der var på vandet, og hørte pludseligt noget ”blæs” fra et dyr i vandet, stort set lige ud for indsejlingen til Frederikshavn Marina. Stor var overraskelsen, da Mikkel så dyret, for det var en stor spækhugger, der lå og svømmede foran og ved siden af ham. Spækhuggeren svømmede ved siden af Mikkel i ca. 20 minutter, og da overraskelsen lige havde lagt sig for Mikkel, fik han fundet kameraet frem for at få foreviget oplevelsen.
Mikkel lå og tog kun nogle få rotag og meget stille, for det var jo ikke til at vide, hvordan spækhuggeren ville reagere.
Der var tilsyneladende kun denne ene spækhugger og ikke flere.
Andre af vore roere hørte også spækhuggeren, når den ”blæste”; men de var ikke så tæt på, som Mikkel var.
For nogle år siden var medlemmer fra vores havkajakklub på Færøerne og ro, og der så vi kun sæler og fugle, og det var i virkeligheden først, da vi kom hjem fra denne tur, at vi kom til at tænke på, at vi kunne have ”risikeret” at ro ind i spækhuggere. Nu er det så Mikkel, der får oplevelsen på hjemmebane. Godt roet Mikkel!
Hans Chr. Højslet
Formand for Frederikshavn Havkajakklub
En kommentar til “At ro med spækhuggere i Frederikshavn” under annoncerne.
Det er et øresvin, ikke en spækhugger.