
Arkivfoto.
Kystlivredning ved Palmestranden og i Skagen
4. februar 2025 - kl. 8:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommunes har haft en 5-årig samarbejdsaftale med Trygfondens Kystlivredning. Denne udløb ved udgangen af 2024. Trygfondens Kystlivredning har imidlertid tilkendegivet, at man gerne vil forlænge samarbejdet på Sønderstrand i Skagen og ved Palmestranden i det nordlige Frederikshavn i yderligere 5 år.
Trygfondens Kystlivredning stiller vederlagsfrit bemandet livreddertårn til rådighed i skolernes sommerferie mod, at kommunen stiller overnatning og håndtering af livreddertårn til rådighed. Denne omkostning beløber sig til 95.000 kr. pr. år i kontraktperioden.
Indgreb og aktionstal for 2024 indikerer, at der fortsat er behov for livredning på Palmestranden og Sønderstrand. I sæson 2024 var der i alt 1.112 aktioner på Palmestranden og 1.553 aktioner på Sønderstrand.
Aktionerne var almindelig førstehjælp uden behov for efterbehandling, aktivt forebyggende handlinger i form af advarsel til svømmere på vej i potentiel fare og forebyggende aktioner, hvor der var uddeling af baderådsfoldere og samtale om badesikkerhed. Dog var der 1 livreddende aktion på Palmestranden.
Teknisk Udvalg får forelagt tilbuddet om kystlivredning på udvalgets næste møde den 4. februar. Forud for mødet indstiller kommunens Center for Ejendomme, Park og Vej, at Teknisk Udvalg godkender forlængelse af samarbejdsaftale med Trygfondens Kystlivredning, og at der disponeres 95.000 kr. årligt i kontraktperioden på udvalgets dispositionspulje.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kystlivredning ved Palmestranden og i Skagen' til en bekendt