
Mark Haisma.
Eksklusiv Winemaker’s Dinner: Mark Haisma gæster Pakhuset
15. marts 2025 - kl. 8:03 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdag d. 5. april 2025 bliver en ganske særlig aften for vinelskere i Skagen. Pakhuset/Håkon har nemlig gjort et sandt scoop og lokket den anerkendte vinmager Mark Haisma til byen for en eksklusiv winemaker’s dinner.
“Vi er utroligt stolte over at kunne præsentere Mark Haisma i Skagen. Hans vine har længe været blandt vores absolutte favoritter, og denne aften bliver en unik mulighed for at opleve dem i samspil med en nøje tilrettelagt menu,” fortæller Sylvester Madsen.
Mark Haisma har en imponerende baggrund inden for vinproduktion. Han har tidligere haft ansvaret for den australske kultvin Yarra Yering, men har siden 2007 produceret vine i Bourgogne under eget navn. Hans vine er kendt for deres høje kvalitet og karakter, og han har opnået stor anerkendelse blandt vinentusiaster verden over.
Denne aften vil gæsterne få fornøjelsen af en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Menuen byder på fem nøje sammensatte retter, hver ledsaget af en udvalgt vin fra Mark Haismas kældre. Haisma selv vil præsentere vinene og dele historier fra sin rejse i vinens verden.
Aftenens menu:
-
Snacks: Serveres med Viognier 2017
-
Forret: Havtaske med silderogn, purløg og Beurre Blanc
-
Vin: Saint Romain, Le Jarron 2019
-
-
Mellemret 1: Lyssej med små gulerødder, røget kartoffelmos og persille Blanquette
-
Vin: Chassagne-Montrachet 2018
-
-
Mellemret 2: Confiteret kanin med spidskål og Yuzu
-
Vin: Morey Saint Denis, 1. Cru Le Chaffot 2016
-
-
Hovedret: Braiseret shortrib af okse med morkler, rødbede og Bordelaise
-
Vin: Gevrey-Chambertin 2017
-
“Vi har gravet dybt i vores kælder for at finde nogle af de mest spændende årgange frem til denne aften. Det bliver en sjælden mulighed for at smage nogle af Marks vine i deres optimale modenhed,” fortæller Sylvester Madsen.
Winemaker’s dinner er en eksklusiv begivenhed med begrænset antal pladser, og interessen forventes at være stor.
“Vi glæder os til en aften fyldt med udsøgt mad, fantastisk vin og spændende fortællinger fra Mark Haisma selv. Det bliver en oplevelse, vi sent vil glemme,” afslutter Sylvester Madsen.
Ønsker man at sikre sig en plads til denne enestående vinoplevelse, anbefales det at booke hurtigt. Det bliver en aften, hvor gastronomi og vin går op i en højere enhed.
Du kan se mere om eventet her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Eksklusiv Winemaker’s Dinner: Mark Haisma gæster Pakhuset' til en bekendt