
Interessant dokumentarfilm på programmet i Skagen Bio
17. marts 2025 - kl. 6:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Bio deltager i dokumentarfilm-festivalen CPH:DOX, som i Frederikshavn og Hjørring kommuner er blevet til VENDSYSSEL:DOX.
Fredag den 21. marts viser vi kl. 16.00 den videnskabelige og kunstneriske Tracing Light, som er oplagt at vise i netop Skagen. Filmen introduceres af Esben Bala Skouboe.
Hvordan former lys vores opfattelse af verden? Hvordan mødes skønhed, kunst og videnskab i et mediemættet samfund?
I denne korte introduktion til filmen Tracing Light inviterer Esben Bala Skouboe os med på en inspirerende rejse gennem lys, perception og teknologi. Med sin baggrund i arkitektur, design og responsiv belysning har Skouboe udforsket grænselandet mellem art, sundhed, arkitektur og lys.
Gennem en kombination af forskning, kunstneriske eksperimenter og humoristiske refleksioner stiller han skarpt på, hvordan lys ikke blot former vores omgivelser, men også vores oplevelse af tilstedeværelse i verden.
Glæd dig til en tankevækkende og underholdende introduktion, hvor kunst og videnskab smelter sammen i en dynamisk fortælling om lys og perception.
Efter filmen vil der blive mulighed for spørgsmål/samtale.
TRACING LIGHT
Tankevækkende og cinematisk udforskning af det mest fascinerende naturfænomen af dem alle: lys. Kunst og videnskab forenes om at gøre det ubeskrivelige mere håndgribeligt og åbne et rum, hvor der er plads til mystik, magi og sanselighed.
Albert Einstein har sagt, at den smukkeste ting, vi mennesker kan blive udsat for er mysterier. At mysterier er hjertet i al den største kunst og videnskab. Og med det citat begiver ’Tracing Light’ sig ud i en alternativ undersøgelse af det mest fascinerende og signifikante naturfænomen: lyset. Fra stjerners fødsel og molekylernes hemmeligheder til solopgange, solnedgange, refleksioner, kunstigt lys, sorte huller, laserlys-bordfodbold og selvfølgelig det lys, der er nødvendigt både for at lave film og for alt liv. I følgeskab med forskere, fysikere, kunstnere og naturen selv lægger filmen sig i sporet på lyset selv og udvikler tankevækkende kunstværker, der skal forsøge at animere lyset og gøre dets ubeskrivelige natur mere håndgribelig for vores sanser. Fra ødemarkerne i Skotland og England over et institut i Tyskland og videre til et marmorbrud i Italien udvikler ’Tracing Light’ sig til en visuel oplevelse af den sjældne slags.
Billetter til dette event kan købes på sædvanlig vis i Skagen Bios billetsalg samt på biografens hjemmeside skagenbio.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Interessant dokumentarfilm på programmet i Skagen Bio' til en bekendt