Nye muligheder for Skagen
24. september 2025 - kl. 8:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når en del af Rådhuset nu udbydes til salg, kunne det være en kærkommen anledning til, at vi i Skagen tør tænke nyt og kreativt.
Hvad nu hvis vi i stedet for at se en bygning til salg, ser et potentiale? Et sted, hvor vi kan samle mennesker og ideer. Vi kunne indrette nogle af lokalerne til moderne kontorfællesskaber – et kontorhotel, hvor både enkeltpersoner og virksomheder kan leje en arbejdsplads. På den måde kan vi skabe rammer, der tiltrækker nye borgere, arbejdspladser og dermed skatteindtægter til byen.
Det behøver ikke at være et stort og fastlåst projekt fra starten. Vi kunne starte med at undersøge mulighederne og teste idéen, inden bygningen sælges. Eller måske sætte den til salg netop med dette formål – medmindre der findes andre egnede lokaler i det nuværende rådhus.
Arbejdsmarkedet er i forandring, og mange har opdaget, at hjemmearbejde ikke altid giver den energi og det fællesskab, man savner i hverdagen. Et kontorfællesskab kan netop skabe kollegaskab, netværk og inspiration på tværs af brancher.
Det vil give Skagen en god historie at fortælle – en kommune, der tør gå nye veje og skabe rammer for fremtidens arbejdsformer.
Samtidig kunne vi invitere både deltids-skagboere, lokale borgere og virksomheder til at bidrage med idéer, netværk og tanker, så projektet får rod i byens fællesskab.
Med venlig hilsen
Thomas Mose
6 kommentarer til “Nye muligheder for Skagen” under annoncerne.










Svar til Thomas Mose:
En kommune må ikke selv drive et kontorhotel.
Det er kommerciel virksomhed og dermed udenfor kommunalfuldmagten, som det vist nok hedder.
En kommune må godt (under meget restriktive forhold) udleje en bygning til en som vil drive et kontorhotel (altså en privatperson eller selskab). De skal så blandt andet overholde de forhold du nævner.
Skulle kommunen have et ønske om eks. et kontorhotel må dette etableres i samarbejde med Erhvervshuset (eller andet selskab), og med dem som “aktør” og stadig med de restriktive rammer.
En kommune må mig bekendt gerne drive f.eks. et kontorhotel, men der er ting som skal overholdes:
* Udlejningen skal være på markedsvilkår.
* Ligeledes lovligt, hvis det har et sagligt kommunalt
formål.
* Fremme af erhvervsudvikling og iværksætteri.
* Støtte til bosætning og lokal udvikling.
Jeg vil håbe at byråd og forvaltning er bekendt med disse muligheder.
Det er da en mærkelig udvikling Kommunen er inde i. Man sælger ud af aktiver, som man har. Alt som sælges kan, skal sælges. Det “hjælper” måske lidt på det kæmpe hul, der er i Kommunekassen med fejlvurdering af Frederikshavn, lige her og nu?
I forbindelse med Kommunesammenlægningen, havde Skagen og Sæby eget Hjælpemiddeldepot. Frederikshavn lejede ved Falck og dette blev udfaset så hele Kommunen skulle leje. Dette var/ er en dyr løsning.
Nu gør man det samme, med de bygninger, som Kommunen har.
Det har da altid været mest økonomisk at eje end leje.
Frederikshavn Kommune kører da godt nok økonomien mod afgrunden.
Hvad med at tænke byens (områdets) børn ind i nogle tiltag. Jeg synes der mangler noget indendørs legerum/legeplads. Jeg tænker at både de fastboende men også turister med børn/småbørn kunne have glæde af, at have et sted man kunne gå hen for at aktivere de små poder, som vågner før F… får sko på. Der er et lille hjørne på biblioteket, men der kan man ikke få så mange timer til at gå med en 3+ årig. Bare et forslag.
Godt med nye ideer Thomas, men kommunen er i gang med at begrænse sine mange udgifter til forskellige bygninger, og dette er en del af ejendomsstrategien “Når vi flytter sammen”.
Målet er at frigøre m2-udgifter til andre og vigtigere områder.
Kontorfællesskaber eller “kontorhoteller” ses flere steder, men det er kommerciel virksomhed og dermed ikke noget kommunen kan etablere.
Men bygningen er til salg, så byd på den, hvis du kender nogen der er med på dit forslag.
så må vi håbe pengene bliver i skagen hvis det bliver solgt