Ole Ejsing, Jesper Diget Hermansen og Birgitte Pedersen. Privatfoto.
Skagen El & Energi hædret med erhvervspris
7. oktober 2025 - kl. 8:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der var god grund til smil, da Skagen El & Energi og direktør Jesper Diget Hermansen modtog erhvervsprisen Succesvirksomhed. Prisen blev overrakt af Birgitte Pedersen fra Spar Nord og Ole Ejsing fra BDO, som begge lagde vægt på virksomhedens store betydning for det lokale erhvervsliv.
– Stærke lokale virksomheder er med til at skabe et stærkt lokalsamfund, og derfor var det en stor fornøjelse at kunne overrække prisen til Skagen El & Energi, siger Birgitte Pedersen fra Spar Nord.
Ole Ejsing fra BDO supplerer:
– Jesper Diget Hermansen og hans team har år efter år vist evnen til at skabe vækst, resultater og lokale arbejdspladser. Det fortjener anerkendelse og respekt.
Det er Spar Nord og BDO, der står bag Succesvirksomhed – en pris, der hvert år uddeles til små og mellemstore virksomheder, som kontinuerligt leverer stærke økonomiske resultater og bidrager til det lokale erhvervsliv.
– Med denne pris hylder vi det lange, seje træk – de virksomheder, der ikke bare lykkes et enkelt år, men som år efter år formår at skabe fremgang, afslutter Birgitte Pedersen.
Om prisen:
Spar Nord og BDO stiftede erhvervsprisen Succesvirksomhed i 2019 for at hylde en særlig gruppe af små og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv. Det er de 200 virksomheder i hver af landets fem regioner, som år efter år bidrager markant til både lokal vækst og den samlede danske økonomi. Alle virksomheder, der udpeges som Succesvirksomhed, modtager en statuette som synligt bevis på deres indsats.
Både Spar Nord og BDO har lange traditioner for at samarbejde tæt med mindre og mellemstore virksomheder – rygraden i dansk erhvervsliv. Vi ved, hvor krævende det er at skabe og fastholde en sund forretning over tid. Og vi ved også, at den indsats ofte går ubemærket hen. Det ønsker vi at ændre med Succesvirksomhed.
Sådan udvælges en Succesvirksomhed
Erhvervsprisen gives til virksomheder med mellem 10 og 1.500 årsværk. Udvælgelsen sker automatisk – ikke via tilmelding – og baserer sig på centrale økonomiske nøgletal:
-
Vækst i resultat før skat over de seneste fem år
-
Soliditetsgrad på over 15 % i det seneste regnskabsår
-
Vækst i soliditeten over fem år
-
Evnen til at skabe resultater ud fra det givne kapitalgrundlag
Udvælgelsen sker på baggrund af offentlige regnskabsdata.
1 kommentarer til “Skagen El & Energi hædret med erhvervspris” under annoncerne.










Et stort tillykke med den flotte pris. Godt gået.