Jesper Winter takkede i sin tale de rigtig rigtig mange der har været med til at gøre bogen til virkelighed. Bl.a de 350 medarbejdere der er i hele koncernen.
4,4 kg ren Skagen kærlighed
26. februar 2026 - kl. 8:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der var duft af hav og forventning i luften, da MANIFISK i går officielt blev lanceret. Det skete på Skagen Harbour Hotel der dannede rammen om fejringen af bogen, der allerede nu har fundet vej til både køkkener og kaffeborde.
Bag værket står Jesper Carl Winter, som gennem et helt liv på kajen har været med til at forme Skagen Fiskerestaurant til det ikoniske samlingspunkt, mange forbinder med sommer i Skagen.
Stemningen var præget af det, bogen selv rummer: nærvær, fællesskab og respekt for råvaren.
MANIFISK er ikke en bog, man bladrer hurtigt igennem og sætter på hylden. Den er en fortælling om livet på havnen. Om de røde pakhuse. Om mod, ambitioner og lange vagter.
I bogen finder man klassikerne, gæsterne kender og elsker – jomfruhummerbisque, pighvar med caviar, moules marinières og naturligvis Jespers egne fiskefrikadeller. Men her er også nye retter og teknikker, så smagen af Skagen kan flytte med hjem i køkkenet.
Undervejs deler Jesper sine erfaringer: hvordan man behandler fisken med respekt, hvad man skal være opmærksom på, og hvorfor kvalitet altid begynder ved kilden.
Det særlige ved MANIFISK ligger mellem opskrifterne. Fortællingerne om fællesskabet. Om somre med sand under fødderne. Om store beslutninger og små øjeblikke, der tilsammen har været med til at forme Skagen Fiskerestaurant gennem 55 år.
Bogen er Skagen i bogform.
Den kan læses. Bruges. Gives. Og tages frem igen, når man savner følelsen af nord, hav og noget, der smager af mere.
MANIFISK er på over 600 sider, vejer 4,4 kg og er den største bog Johnsen Print & Digital Media nogensinde har trykt.
1 kommentarer til “4,4 kg ren Skagen kærlighed” under annoncerne.








Jeg har lige modtaget et eksemplar af bogen og hvilken bog, den er bare fantastisk, jeg har, selvsagt, ikke været hele bogen igennem, da det jo er et digert værk, gode fortællinger, fine opskrifter og fabelagtige billeder. Bogen bør ligge i ethvert hjem i Skagen da den forener fortiden med nutiden.
Tillykke til Jesper og Gitte