Foto: Kystmuseet Skagen.
Restaurering af Kragskov Mølle giver nye formidlingsmuligheder
8. maj 2026 - kl. 7:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kragskov Mølle på Kystmuseet Skagen har fået nye møllevinger med sejl, og den er blevet renoveret i samme ombæring takket være fondsmidler fra A.P. Møller Fonden. De mekaniske dele bag vinger og møllehat er ligeledes blevet restaureret, og det giver nye spændende formidlings- og oplevelsesmuligheder for Kystmuseets gæster.
Den stråtækte mølle, Kragskov Mølle, er ikke alene et ikonisk vartegn for Kystmuseet Skagen men i lige så høj for Vesterby i Skagen. Møllevingerne har i en længere periode været taget ned på grund af sikkerhedshensyn mens Kystmuseet har været i gang med at søge fondsmidler til at få bygget nye møllevinger samt til en restaurering af møllen. Men nu kan man i Skagen glæde sig over, at Kragskov Mølle atter har fået vinger på med sejl, og møllen står nu flot og nyrenoveret takket været en generøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
I forbindelse med renoveringen og udskiftningen af møllevingerne så er de mekaniske dele i møllehatten også blevet restaureret og genetableret således at man nu både kan dreje vingerne og ”krøje” møllehatten. At krøje en møllehat betyder, at man drejer den øverste del af en vindmølle (hatten), så vingerne vender direkte op mod vinden. Dette er nødvendigt for, at møllen kan udnytte vindenergien effektivt.
Nye oplevelses- og formidlingsmuligheder
Hos Nordjyllands Kystmuseum er man særdeles glade for den veloverståede restaurering af Kragskov Mølle. Maria Groes Eldh, konstitueret direktør samt Salg- og marketingchef hos Nordjyllands Kystmuseum udtaler: ”Vi er meget taknemmelige for, at Kystmuseet med den generøse donation fra A.P. Møller Fonden atter har fået vinger på Kragskov Mølle og endda nu også med sejl på vingerne. Det glæder både os på museet, Skagboerne og alle vores gæster. Møllens vinger har ikke drejet rundt i mange år, så for mange er det en stor oplevelse i sig selv. Vi har planer om at etablere et lille møllelaug, som kan hjælpe museet med at holde vingerne i gang og dermed bidrage til nogle nye spændende formidlingsaktiviteter, som vi er i gang med at udvikle med afsæt i møllens fascinerende kulturhistorie.”
Sidste år lancerede Kystmuseet en række audioguides på dansk, tysk og engelsk blandt andet i tilknytning til Kragskov Mølle for at formidle møllens spændende historie og kulturhistoriske baggrund.
Kragskov Mølle var oprindeligt en vandpumpemølle fra Ellinge enge. I 1872 flyttede man møllen til Jerup som kornmølle, og i 1953 flyttedes møllen til museet i Skagen. Kragskov Mølle er en såkaldt hollænder – når vinden skiftede, så drejede man mølletoppen og vingerne. Møllen er indrettet med 2 melkværne på kværnloftet, en grynkværn og en melsigte i kælderen samt en sække-elevator. Man har haft kendskab til møller i Skagen siden 1600-tallet. I 1800-tallet fandtes der blot tre møller i Skagen.
1 kommentarer til “Restaurering af Kragskov Mølle giver nye formidlingsmuligheder” under annoncerne.

















Tillykke Vesterby med de nye vinger og krøjemekanikken.
Jeg husker, da jeg som 10-årig så møllevingerne drejede fornemt rundt første gang. Håber at møllen sættes i sørgestilling ved specielle begivenheder. Det kan skabe fokus på Vesterby og SKagen.
Hilsen fra en gammel vesterby-dreng, Andreas A