Det billede genkender vi ganske enkelt ikke
19. maj 2026 - kl. 7:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der skrives og tales jævnligt om afvikling, stilstand og ødelæggelse af Skagen og Frederikshavn Kommune.
Men det billede genkender vi ganske enkelt ikke.
Vi møder hver dag mennesker, der investerer, udvikler, skaber arbejdspladser og tager ansvar for vores område.
Borgere, erhvervsdrivende, foreninger og frivillige, som knokler for at gøre vores kommune stærkere.
For sandheden er, at der sker meget positivt.
I Skagen åbner nye butikker, nye initiativer omkring vores idrætsliv spirer frem, og mennesker tør stadig satse deres egne penge og deres eget arbejdsliv på vores by.
Det er ikke afvikling. Det er udvikling.
På havnen investeres der massivt.
Maskinrummet bliver et nyt fyrtårn og en attraktion for hele regionen.
Restaurationslivet udvikler sig, erhvervslivet har travlt, og virksomheder som FF, Scandic Pelagic, Karstensens Skibsværft og de mange underleverandører skaber aktivitet og arbejdspladser hver eneste dag.
Det sker ikke på grund af tilfældigheder.
Det sker, fordi mennesker tør investere, tage ansvar og skabe værdi.
Vi tror grundlæggende på, at udvikling skabes af mennesker med initiativ
Det betyder ikke, at vi ikke har udfordringer. Det har vi.
Vi mangler boliger.
Vi mangler arbejdskraft.
Vi mangler flere fastboende borgere.
Og ja — vi står med en alvorlig demografisk udfordring, som kræver politisk mod at håndtere.
Men løsningen er ikke at tale vores kommune ned.
Hvis vi ønsker flere børnefamilier, flere virksomheder og flere investeringer, så skal vi også turde fortælle historien om alt det, der faktisk fungerer.
Vi ønsker flere helårsboende borgere. Mennesker, der arbejder her, lever her og bidrager til fællesskabet året rundt.
Det er afgørende for vores skattegrundlag og for fremtidens velfærd.
Men vi agter samtidig ikke at gøre fritidshusejere til syndebukke.
Mange mennesker har investeret store summer i vores område. De har renoveret huse, skabt liv og været med til at løfte værdien og kvaliteten i vores byer og vores erhvervsliv.
Det skal vi anerkende.
Samtidig skal vi alle selvfølgelig overholde de regler, der gælder.
Hensyn til naboer, støjniveau, sneskrabning og almindelig ordentlighed er ikke til diskussion.
Vi er et nyt byråd.
13 nye og 16 genvalgte medlemmer.
Vi har et borgerligt flertal, og det forpligter, vi byder op til dans i hele byrådet og ønsker at vi kan være fælles om så mange beslutninger som muligt.
For os handler politik ikke om at administrere tilbagegang. Det handler om at skabe rammerne for vækst, udvikling og frihed til dem, der vil noget.
En kommune skal løse sine kerneopgaver ordentligt: velfærd, omsorg, skoler, ældrepleje, infrastruktur og gode rammer for borgere og ikke mindst erhvervslivet.
Det var det vi gik til valg på.
Vi skal bruge borgernes penge med respekt.
Hver eneste krone kommer fra mennesker, der går på arbejde, driver virksomhed og tager ansvar for sig selv og deres familie.
De kolde fakta er, at vi bliver færre indbyggere og dermed får færre skatteindtægter.
Derfor bliver vi nødt til at prioritere skarpere og tænke langsigtet og mere ansvarligt.
Kvalitet skal være vores vigtigste pejlemærke.
Vi kommer til at træffe beslutninger, som ikke altid bliver populære.
Men vi vil hellere tage ansvar for fremtiden end udskyde problemerne til næste valgperiode, det er for os ikke ordentlighed.
Sidst men ikke mindst….
Borgere og virksomheder skal opleve, at kommunen arbejder sammen med dem — ikke imod dem.
Vores tilgang skal være løsningsorienteret: Hvis noget ikke kan lade sig gøre på den ene måde, så skal vi undersøge, om det kan lade sig gøre på en anden.
Vi er ikke i mål.
Men vi er på vej.
Og vi tror stadig på, at udvikling skabes af mennesker, der tør.
De bedste hilsner
Jens A. Borup
Jill V. Byrdal
3 kommentarer til “Det billede genkender vi ganske enkelt ikke” under annoncerne.

















Der er ingen tvivl om, at mange mennesker hver dag gør en stor indsats for Skagen, erhvervslivet og hele kommunen — og det fortjener anerkendelse.
Jeg tror heller ikke, at ret mange ønsker at “tale Skagen ned”. Tværtimod udspringer bekymringen netop af, at mange holder meget af byen og er bekymrede for dens langsigtede udvikling.
Men netop derfor er det også vigtigt, at debatten bygger på fakta og langsigtede analyser — ikke kun på oplevelser og stemninger.
For samtidig med de positive investeringer står vi også med nogle meget markante strukturelle udviklinger.
Omkring halvdelen af Skagens helårsboliger er allerede reelt blevet fritidsboliger, og hvis 85-90 % af hussalg fortsat ender som fritidsboliger, vil Skagen få omdannet ca. 100 boliger årligt til fritidshuse, og om 10 år potentielt have 800-1000 færre helårsboliger end i dag, og ca. 70 pct. af vores boliger er fritidsboliger.
Det er ikke et spørgsmål om at gøre fritidshusejere til syndebukke. Mange bidrager positivt til byen, økonomien og livet i Skagen.
Men udviklingen rejser nogle helt legitime spørgsmål, som folkevalgte bør forholde sig aktivt til:
* Hvor mange helårsboliger har Skagen behov for?
* Hvordan sikrer vi boliger til arbejdsstyrken og kommende generationer?
* Hvordan påvirkes skattegrundlag, skoleliv, foreningsliv og alderssammensætning?
* Hvor går balancen mellem ferieby og helårsby?
Samtidig er Skagen en by med nogle helt særlige rammer. Vi er omgivet af fredede arealer og har begrænsede eller stort set ingen muligheder for nye udstykninger.
Netop derfor bliver det endnu vigtigere at tænke sig grundigt om i forhold til den eksisterende boligmasse og de muligheder, vi faktisk har.
Der findes måske også nye måder at tænke udvikling på. Eksempelvis kunne man diskutere modeller, hvor en mindre del af den kommuneskat, som deltidsbeboere allerede betaler i deres hjemkommune — eksempelvis 1/12 — i stedet tilfalder Frederikshavn Kommune, fordi de bruger en stor del af året her og samtidig benytter byens infrastruktur, service og fællesskab.
Det er naturligvis ikke noget, en kommune alene kan beslutte, men en landspolitisk diskussion, som måske også Frederikshavn Kommune kunne være med til at rejse og presse på for. Ikke som en ekstra skat eller straf, men som en mere rimelig fordeling af de ressourcer og værdier, der skabes.
Samtidig har flere deltidsbeboere selv givet udtryk for, at de på sigt kunne overveje at flytte permanent til Skagen. Det ser jeg som en mulighed snarere end et problem. Derfor bør disse mennesker også inviteres med ind i debatten om byens fremtid. Jo flere der vælger at tage springet til helårsbosætning, desto større gevinst vil det være — både menneskeligt, økonomisk og for byens fællesskab.
Derfor handler debatten efter min mening ikke om pessimisme kontra optimisme.
Den handler om rettidig omhu.
For det værste vil ikke være at diskutere udviklingen åbent. Det værste vil være, hvis vi undlader at forholde os til konsekvenserne, før udviklingen er blevet så vidtgående, at den ikke længere kan påvirkes.
Der er muligheder i udviklingen — men kun hvis vi tør tale ærligt om dem og aktivt forsøger at forme dem.
Alle disse fine ord ændrer ikke på det faktum at Skagen lider under overturisme.
Sikken et godt skriv. Vi skal nemlig fokuserer på den positive udvikling, som vi har.