Turen slutter på Skagen Havn ved "FF" - "Fiskernes Fiskeindustri", hvor bilerne parkeres. Arkivfoto.
25 åbne sportsvogne på tur gennem Vendsyssel
6. august 2026 - kl. 6:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdag den 8. august bliver vejene i Vendsyssel fyldt med åbne sportsvogne, når MX-5 Klub Danmark afvikler den 11. udgave af den populære Skagenstur. Turen er igen i år fuldtegnet med 25 biler og deltagere fra store dele af landet.
Årets tema er “Himmel, bakker – og skudehandel”, og ruten byder på nogle af landsdelens smukkeste køreture. Med start fra Ålbæk Havn kl. 9.00 går turen gennem Hvims, Tolne Bakker og ad små snoede veje til Tornby Gl. Købmandsgård, hvor deltagerne holder pause og oplever historien om den gamle skudehandel mellem Danmark og Norge.
Herefter fortsætter kortegen ad de kuperede veje ved Stejlbjerg Bakke, Hellehøj og Katsig Bakker, inden der gøres et kort ophold ved den idylliske Tolne Skovpavillon. Herfra går turen videre gennem Tolne, Ålbæk og over Hulsig Hede mod Skagen.
De 25 Mazda MX-5’er forventes at ankomme til Skagen Havn omkring kl. 14.15, hvor de parkerer ved Fiskernes Fiskeindustri, inden deltagerne slutter dagen med fælles frokost på Skagen Hotel.
Publikum vil flere steder langs ruten kunne opleve den farverige kortege af klassiske og nyere Mazda MX-5-roadstere på vej gennem det nordjyske landskab.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '25 åbne sportsvogne på tur gennem Vendsyssel' til en bekendt